Udland

Aktivister: Syriske styrker begår nye drab

Aktivister i Syrien siger, at regeringsstyrker har begået endnu en massakre. 13 fabriksarbejdere er dræbt.

Aktivister: Syriske styrker begår nye drab

Syriske regeringsstyrker anklages for at have begået endnu en massakre. Aktivister siger, at 13 fabriksarbejdere blev skudt og dræbt på vej hjem fra arbejde sent torsdag aften.

Det skriver britiske BBC.

De 13 arbejdere blev tvunget ud af en bus, da de var på vej hjem fra arbejde på en gødningsfabrik i landsbyen al-Buwaida al-Sharqiya, der ligger mellem Homs og Qusayr.

- Regimestyrker tvang den ud af bussen. Bandt deres hænder på ryggen og skød dem på nært hold, siger Salim Kabbani fra aktivistgruppen Den Lokael Koordineringskomite til nyhedsbureauet AFP.

Oplysningen om de seneste drab kommer en uge efter en massakre i byen Houla, hvor flere end 100 mennesker, heraf 49 børn, blev nedslagtet af regeringsvenlige styrker.

Torsdag sagde den syriske regering, at en undersøgelse viser, at det var bevæbnede oprørsgrupper, der stod bag massakren i Houla.

Det afviser oprørsgrupper, der siger, at medlemmer af den såkaldte Shabbiha militsen stod bag.

Militsen, der er loyale over for styret i Damaskus, anklages også for drabene torsdag aften, skriver BBC.

Ifølge aktivister blev de dræbte arbejdere først bestjålet af Shabbiha militsen, inden de blev skudt.

Aktivister har lagt en videooptagelse med billeder af lemlæstede lig ud på internettet som bevis for drabene. Videoens ægthed er ikke blevet bekræftet af uafhængige kilder.

/ritzau/