Turisme

Aktiviteter for hele familien i sommerlandet

Undersøgelse skal bruges når kommunen udarbejder turistpolitik

PANDRUP:Langt de fleste af turisterne i Pandrup Kommune er mennesker, der har været i området før. Men turisterhvervet skal være opmærksom på ikke at miste en generation, nemlig dem, der i dag er unge, for så kommer de ikke igen, når de bliver voksne og selv får børn. Det konkluderer erhvervschef Povl Bjarne Jensen og udviklingschef ved Midt/Nord Turisme, Lars Enevold Pedersen, som har nærlæst den undersøgelse, som blev sat i værk af koordineringsgruppen for turisme i sommer. Turister fik udleveret et spørgeskema og skulle tage stilling til, hvordan det er at være turist i Pandrup Kommune. Undersøgelsen skal bruges, når der i de kommende måneder skal udarbejdes en decideret turistpolitik for Pandrup Kommune. 438 turister afleverede spørgeskemaet, og svarene har givet initiativtagerne et indblik i, hvad gæsterne lægger vægt på, når de holder ferie i kommunen. Ikke overraskende er det naturen, badestrandene og den friske luft, som ligger i top, når danskere, svenskere, nordmænd og tyskere bliver bedt om at tage stilling til, hvorfor de kommer til kommunen. - Vi skal være meget varsomme med ikke at ødelægge miljøet. Det må vi på ingen måde give køb på, siger Povl Bjarne Jensen. Samtidig har undersøgelsen givet et fingerpeg om, hvor der skal sættes ind, hvis turisterne også i fremtiden skal slå sig ned i området om sommeren, og det er i den forbindelse, at initiativer for unge kommer ind i billedet. - Det vil være en god ide at skabe nogle aktiviteter, der foregår på de unges præmisser. Det kan være koncerter eller andre former for optræden, men det må gerne være aktiviteter, som hele familien kan være sammen om, siger Povl Bjarne Jensen, der tilføjer, at målet om at gøre området attraktivt for unge ikke er ensbetydende med, at der skal etableres diskoteker og værtshuse i stor stil. I dag vælger mange unge ofte at blive hjemme, hvis de får tilbuddet om at komme med forældrene på ferie i sommerlandet, men med de rette tilbud kan ferieområderne gøres tilstrækkeligt spændende, mener erhvervschefen. Formålet er, at unge kommer til at føle sig så godt tilpasse, at de kommer tilbage nogle år efter, når de selv har fået børn. - Vi har mange trofaste gæster, men vi skal passe på, at der ikke bliver et hul, hvor vi mister en generation, siger Povl Bjarne Jensen. Flere tilbud Generelt er turisterne glade for de aktiviteter, som de kan deltage i om sommeren. 80 procent svarer, at de er godt tilfreds med oplevelsestilbuddene, mens 20 procent synes, at udbudet er mindre godt. På trods af den store overvægt af tilfredse gæster, er der grund til at være på vagt, mener Lars Enevold Pedersen. - Erfaringer fra andre analyser viser, at folk har en tendens til at svare mere positivt, end det rent faktisk var, forklarer han. Povl Bjarne Jensen og Lars Enevold Pedersen forestiller sig, at der for forholdsvis få midler kan skabes aktiviteter, der er interessante for turisterne. For eksempel ville det være fornuftigt at bruge stranden til flere aktiviteter, hvilket flere turister også har efterspurgt. Det kunne være volleyball, petanque, drageflyvning eller muligheden for at bygge sandslotte, forklarer Povl Bjarne Jensen. - Men der skal være en person til at sætte tingene i gang. Sådan én mangler vi nok, for det ser ud som om, at der er et behov, siger han. Turisternes kommentarer i spørgeskemaerne viser også, at aktiviteter som Pandrup By Night er populært. Mange turister vil gerne møde mennesker, der ikke er turister. - Især tyskerne lægger vægt på byfester og markeder. De vil opleve noget, der er lokalt og autentisk, siger Lars Enevold Pedersen, der slår fast, at den slags aktiviteter skal bruges i markedsføringen af området. Turisterne er også blevet spurgt hvilke attraktioner og seværdigheder, de har besøgt. Fårup Sommerland er topscorer, da 45 procent af de adspugte har været i forlystelsesparken. Mest overrasket er Povl Bjarne Jensen over, at hele 49 procent af tyskerne har besøgt gallerier eller kunsthåndværkere. Det skal der også tages hensyn til, når området markedsføres, konkluderer han. Styrket markedsføring I det hele taget skal markedsføringen af Pandrup Kommune som turistkommune styrkes. Turisme-portalen på internettet skal ændres, men det skal ske i samarbejde med turisterhvervet, fastslår Povl Bjarne Jensen. Kun 35 af de adspugte turister fandt fyldestgørende materiale på internetadressen "www.visitblokhus.dk". 17 procent af de danske turister havde besøgt internetportalen, mens antallet af svenskere, nordmænd og tyskere var på 10 procent eller lavere. Dertil kommer, at 37 procent af danskerne, 33 procent af svenskerne og nordmændene samt 17 pct. af tyskerne ikke var tilfredse med deres besøg på turistportalen. - Vi skal i dialog med turisterhvervet om, hvad de ønsker, før vi ændrer portalen. Det er en forudsætning, at alle spiller med, siger Povl Bjarne Jensen. Lars Enevold Pedersen påpeger, at markedsføring kræver samarbejde. Omkring 80 procent af turisterne forventer at komme tilbage, men det er vigtigt hele tiden at bearbejde dem, for eksempel ved at bruge internettet mere aktivt. Man kunne sende nyhedsbreve og fortælle, hvad der sker i området, siger Lars Enevold Pedersen, der tilføjer, at det især er de små turistvirksomheder, der har problemer med markedsføringen, og han forestiller sig, at turistburerauet kunne stå for at koordinere de oplysninger, som folk skal have.