Aktiviteter for hele familien

Aalborg 12. september 2002 08:00

BIERSTED: Egnssamlingen i Aabybro Kommune holder søndag den årlige aktivitetsdag med tilbud for hele familien med blandt andet ophørs-loppemarked. Det finder sted på Nørgårdsvej 11 ved Biersted, hvor Egnssamlingen hører hjemme med udstillinger hos Poul Nøhr. Han oplyser, at der bliver pløjning med hesteforspand eller en veterantraktor i arbejde i marken. Man kan også få en rundtur i landskabet med hesteforspand eller på ryggen af en pony. Ligeledes kommer FDF'erne og repræsentanter fra Biersted IF til at dyste mod hinanden med halmballer som et væsentligt remedie. Derudover er der arbejdende værksteder. Det bliver vist, hvordan man kan fremstille flotte ting med pilefletning samt sølvsmykker og dekorationer med tørrede blomster, oplyser Poul Nøhr. Han starter også de gamle petroleumsmotorer, som kommer i arbejde, og der bliver salg af håndlavede træsko. Gårdbutikken Haugård vil sælge blandt andet bolsjer, marmelade, lammepålæg og honning. Samtidig er der et større ophørs-loppemarked med salg af blandt andet møbler fra Vejgaard Antik, der flytter til Hune. I samme forbindelse skal antikvitetsforretningen ikke længere bruge lokalerne på Nørgårdsvej til lager, og derfor kan Egnssamlingen udvide sine værkstedsfacaliteter, oplyser Poul Nøhr.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...