Aktivitetscenter i fare

Hvis plejehjemmet Smedegården i Aalborg Øst omdannes til rent plejecenter for demente, risikerer aktivitetscentret at måtte lukke

- Hvis Smedegården skal omdannes til et plejehjem udelukkende for demente, så bliver vores dejlige aktivitetscenter vel lukket, frygter medlemmer af centerrådet i Aalborg Øst. - Og hvor vil man herude i Aalborg Øst finde lokaler, der kan rumme ca. 800 brugere om ugen? spørges der. Endnu er Ældre- og Handicapudvalgets forberedende øvelser til at omdanne fire af Aalborgs plejehjem til rene demenshjem på det forberedende plan, men de har allerede skabt en del usikkerhed. Bl. a. i Aalborg Øst. Udbygningsplan Udvalget behandlede demensudbygningsplanen på et møde i sidste uge og besluttede i den forbindelse at forlænge høringsfristen til 23. maj. Derefter ventes en indstilling på bordet til mødet 6. juni. Ældrerådmand Tina French Nielsen (V) beroliger imidlertid: - Der skal altid være et aktivitetscenter i et lokalområde. Hvis vi overhovedet beslutter at omdanne Smedegården til demente, vil der blive fundet en løsning. - Jeg forstår godt, at man begynder at bekymre sig, og den slags vil altid give en vis uro. Men indtil nu er ingenting besluttet. Jeg opfordrer naturligvis centerrådet til at afgive et høringssvar, som kan komme med i vore overvejelser, siger rådmanden. Det er de to centerrådsmedlemmer, nemlig formand Bitten Jensen og Else Jensen, også medlem af lokalråd Øst, der udtrykker bekymring for aktivitetscentrets fremtid. Bekymringen gælder imidlertid også kommende plejehjemsbeboere. - Hvor skal vi hen den dag, vi har brug for et plejehjem, men ikke er demente. - Vi mener, at Aalborg Øst er så stort et område, at der er behov for både et plejehjem og et aktivitetscenter.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.