Aktivitetsdag skal få Hirtshals-borgerne til at bevæge sig mere

HIRTSHALS:Der er et utal af muligheder for fysisk aktivitet i Hirtshals. Hvis du ikke dyrker idræt og kunne tænke dig at komme i gang, så har du chancen for at få et indblik i byens fritidsliv på søndag. Hirtshals Idrætscenter er nemlig rammen om en aktivitetsdag for hele familien, og her kan du få en smagsprøve på et utal af idrætsgrene. Programmet byder på tennis, badminton, floorball, svømning, stavgang, gymnastik, spinning, løb og spejderaktiviteter. Det er DGI Nordjylland som står bag arrangementet under mottoet ”Nordjylland bevæger sig”. Sund By i Hirtshals er også involveret i arrangementet. - Det er ret flot, at mere end 10 idrætsforeninger i Hirtshals er gået sammen om at lave en aktivitetsdag, siger lederen af Sund By, Mette Jakobsen. Hun håber, at mange flere vil få øjnene op for at dyrke motion. - Vi har sat annoncer op rundt omkring i byen og været på skoler og institutioner med materiale, så vi håber at se mange børn og forældre, siger Mette Jakobsen. Der vil være rig lejlighed til at få sved på panden, og dagen starter med fælles opvarmning. - Alle kan være med uanset tegnebog og fysisk form, siger Mette Jakobsen. Arrangementet foregår fra kl. 10-14. stef