Skagen

Aktivitetshus blev indviet i Skagen

Den tidligere ejer var for første gang siden salget tilbage i huset

SKAGEN:Fredag 14. oktober var dagen, hvor Skagen Museum skulle indvie det nye aktivitetshus - Bikuben. "Bikuben" kommer til at fungere som et billedværksted for museets barnlige gæster, og allerede i denne efterårsferie bliver det taget i brug. I forbindelse med fredagens reception var der dog langt mellem børnene. Højtideligheden var nok i virkeligheden mest for voksne. Som det vel nærmest forventes til den slags arrangementer, så var der snacks, druer, ost samt vin og vand til de fremmødte. Efter taler fra blandt andet museets bestyrelsesformand, Vivian Floor, samt Bikubenfondens formand, Kay Dam Steffensen, så var der til sidst et lille musikalsk indslag i form af et børnekor. En speciel gæst For én af gæsterne ved fredagens reception var dagen imidlertid helt speciel. 70-årige Hanne Pedersen er nemlig den tidligere ejer af huset, som nu er totalt renoveret. - Min mand og jeg har boet i huset i 40 år. Vi flyttede herop i 1964, siger Hanne Pedersen. - Men efter at min mand døde, så blev huset og haven for stort, og jeg ville gerne over i en lejlighed, fortæller hun. Til receptionen var hun klædt i en elegant sort dragt, og med et glas rødvin i hånden var det tid til at gense huset. - Jeg har faktisk slet ikke været her siden jeg flyttede ud til december sidste år, siger Hanne Pedersen, mens hun nysgerrigt kigger rundt i huset. - Så vidt jeg kan se, så er det, som jeg havde forestillet mig. Hanne Pedersen vurderer hver en detalje i huset, og det ser ud til, at hun er tilfreds. - Jeg er glad for, at det er museet, som har købt huset, for så ved jeg, at det bliver bevaret i god stand, siger hun. Savner røde bjælker Hanne Pedersen lader blikket glide op på de nyligt fritlagte hvide bjælker, hvorfra duften af terpentin endnu lader sig ane. - Det eneste jeg savner er de røde bjælker, siger hun. Bjælkerne har - som stort set alt andet i huset - måttet tage imod en omgang hvid maling. - Til gengæld forbavser det mig, at museet har beholdt mine grønne vinduer, siger Hanne Pedersen og ler lidt. Da hun skal gøre status er Hanne Pedersen glad for de forandringer, som Skagen Museum har foretaget. Men mest af alt glæder det hende, at aktivitetshuset skal bruges af børn. - Det passer mig utroligt godt. Det kan simpelthen ikke være bedre, siger hun.