Valsgård

Aktivitetshus for alle

Der går lidt tid, før den videre planlægning finder sted

VALSGAARD:Endnu mangler godkendelsen fra Direktoratet for Fødevare og Erhverv. Men det er forhåndsgodkendt af Kattegatgruppen, at Krumtappen i Valsgaard får 250.000 kroner til et hårdt tiltrængt aktivitetshus. - Vi har behov for et fælles mødested. Især ældregruppen og dagplejerne i byen mangler et sted at mødes, forklarer Ole Mogensen, formand for Krumtappen, der er en paraplyorganisation for foreningerne i byen. Det er Krumtappen, der har søgt om pengene. Men det er meningen, at Aktivitetshuset til sin tid skal være til gavn for alle i byen. Ideen er da også kommet fra alle foreningerne i fællesskab. - Et par gange om året holder vi et fælles foreningsmøde, hvor vi diskuterer ideer og lignende i fællesskab. Og det er der, ideen er kommet fra, siger Ole Mogensen. Eksisterende hus Endnu er der dog langt til, at det er muligt at benytte Aktivitetshuset. - Vi har ikke lagt nogen fuldstændig plan endnu. Det er jo ferietid nu, men vi holder et møde i august og finder ud af noget nærmere. Lige nu er det endnu helt i det spæde, konstaterer Ole Mogensen. Det er endnu ikke klart, hvor Aktivitetshuset skal ligge i Valsgaard. Sikkert er det derimod, at det bliver i et eksisterende hus. Der bygges ikke nyt. - Vi har et meget bredt lille samfund. Der er for eksempel ældreidræt, crocket, petanque, omsorgsarbejde og sundhedsplejerske, der har brug for et sted. Det er ikke et flot kulturhus, vi har brug for, lyder det fra Ole Mogensen, der også nævner det stigende børnetal og deraf stigende antal dagplejemødre. Og også helt andre ting skal ordnes, før et Aktivitetshus kan bruges aktivt. - Skemaplanen skal laves. Der skal jo fordeles timer mellem alle de, der gerne vil bruge Aktivitetshuset. Så skal der også laves vedtægter samt det mere praktiske med for eksempel at gøre huset klart, pointerer Ole Mogensen. Aktivitetshuset er altså så småt på vej. Så selvom det endnu er for tidligt at hæve armene over hovedet, så er det vist ved at være på tide, at folk i foreningerne begynder at overveje, hvornår og hvorfor de kunne bruge tid i et Aktivitetshus.