Aktivitetspredt over hele kloden

RINGKØBING:Tvind rækker langt ud over Danmarks grænser. Og det er ikke kun velgørenhedsprojekter, de beskæftiger sig med i udlandet. En stor plantage i den brasilianske jungle. Et turistselskab på St. Vincent i Caribien. En savmølle i Borneo. Det er blot nogle af Tvinds vidt forskellige aktiviteter rundt omkring i verden. Kun få ved helt præcist, hvor meget Tvind er involveret i på verdensplan, men foreningen Tvindalert forsøger i samarbejde med mennesker over hele verden at overvåge Tvinds aktiviteter. Og Tvind forstår at tænke globalt. For eksempel bliver meget af det genbrugstøj, Tvind samler ind gennem UFF-containere, solgt i Rusland. Ifølge Tvindalerts vurdering er Tvinds aktiviteter mest koncentreret i Angola, Mozambique og Zimbabwe. Her har de både skoler, hjælpeprojekter og plantager, og Tvinds hovedkvarter ligger i Zimbabwe. /ritzau/