Aktivt arbejde med salmebog

EMNER 6. juni 2003 08:00

BROVST:I pinsen sker det: Den nye salmebog tages i brug i de fleste folkekirker, bl.a. i kirkerne i Han Herred. I Brovst har menigheden deltaget aktivt i arbejdet frem mod en ny salmebog, fortæller sognepræst Ejnar Grønlund. Siden Tillægget til salmebogen kom, har menigheden sunget en del salmer derfra - og drøftet det ved salmesangs-arrangementer. Mange, både unge og ældre har udtrykt glæde over det. Desuden har menighedsrådet udarbejdet et høringssvar til salmebogskommissionen. - Her angav vi, hvilke gamle salmer, vi var kede af at miste, og samtidig vægtede vi, at der kom flere nyere salmer med. Vi kan glæde os over, at vi ikke har været alene med vore ønsker. Det kan vi se af det færdige resultat, siger Grønlund. Mange har set frem til den nye salmebog med forventning og glæde. De har savnet salmer fra de sidste 50 år i salmebogen. Andre har frygtet, at de nu mister de gode gamle salmer. 105 af de 754 numre i den gamle salmebog er ikke med. Og en del af dem er salmer, som stort set ikke benyttes. - Jeg gætter på, at ikke ret mange vil savne de udeladte. Men ellers er den danske salmeskat så absolut med den nye salmebog. De gode, kendte salmer er med, siger sognepræsten. Der er flere nyere salmer med, end der var i den forrige salmebog. I alt er der i den nye salmebog 791 numre, heraf ca. 100 salmer fra de sidste 50 år. En del af disse nye salmer kan forhåbentlig være med til at bygge bro fra nutiden og ind i salmebogen. Vi finder i den nye salmebog nyere salmer, som børn og unge erfaringsmæssigt synes godt om. I Brovst kirke markeres indførelsen af den nye salmebog også med at synge fra den nye salmebog, både gamle elskede pinsesalmer og et par nyere salmer. Kirkekoret er i dagens anledning udvidet, og Hanne Nielsen akkompagnerer på trompet. Dagens bønner vil være hentet fra den nye bønnebog, som nok er den mest fornyede del af salmebogen. Efter gudstjenesten byder menighedsrådet på en lille forfriskning i våbenhuset.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...