Aktivt kirkeliv viser tallene

Gistrup Kirke, Spaghettigudstjenester, som der her annonceres med på murværket ind til Gistrup Kirke, er noget der tiltrækker medlemmerne.
1. oktober 2016 08:30

Kirker og sognehuse står ikke tomme i Nordjylland. I gennemsnit var der 52 deltagere til gudstjenester og kirkelige handlinger i 2015.

Det viser tal fra Aalborg Stift.

I alt har der været 32.020 aktiviteter så som gudstjenester, foredrag, koncerter i kirker og sognehuse med 43 deltagere i gennemsnit til alle typer arrangementer.

15.100 af aktiviteterne er gudstjenester. I alt er deltagertallet på 1.4 millioner.

Til sammenligning bliver der solgt 1.1 million biografbilletter i Nordjylland og de nordjyske museer havde 814.030 besøgende.

- Nordjyderne vil deres kirke, det viser tallene med al tydelighed.

- Der er et imponerende aktivitetsniveau i kirkerne, og især glæder jeg mig over, at børn og unge kommer i stort tal, når vi inviterer dem, siger biskop Henning Toft Bro.

Et blik på de forskellige gudstjenestetyper viser nemlig, at gudstjenester for børn, unge og familier er de mest populære. Konfirmationsgudstjenester har i gennemsnit på 175 deltagere.

Familiegudstjenester trækker 144 deltagere i snit og børnegudstjenester 134 deltagere.

Ungdomsgudstjenester har 85 deltagere mens den traditionelle søndagshøjmesse har 46 deltagere i gennemsnit.

Kigger man på ikke-gudstjenestelige aktiviteter er koncerter topscorer med et gennemsnit på 99 deltagere mens foredrag i snit trækker 47 deltagere.

- Vi skal blive ved med at udvikle kirkelivet og give nordjyderne endnu flere anledninger til at komme i kontakt med kirken, siger Henning Toft Bro.

Søndag og torsdag er de mest populære dage i kirkerne.

Hver søndag året igennem er der således i snit 8.317 deltagere til gudstjenester og arrangementer.

Om torsdagen er tallet 4.956 deltagere hver uge.

I Aalborg Stift har samtlige sogne siden påske 2014 talt alle deltagere til arrangementer og gudstjenester.

Ansatte er ikke talt med. Optællingen fortsætter de kommende år.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...