Aalborg

Akut mangel på tvillingehjælp

AALBORG:Selvom Aalborg Kommune normalt tilbyder hjælp til flerlinge-familier, står mindst syv familier i øjeblikket på venteliste. - Iøjeblikket har vi kun otte hjælpere i Tvillingeservice, og det er desværre alt for lidt, indrømmer projektmedarbejder Ole Thulstrup. Han mener blandt andet, det hænger sammen med, at antallet af tvillinge- og trillingefødsler er steget voldsomt. Men samtidig bliver der ikke nødvendigvis flere, som er egnede eller motiverede for arbejde som tvillingehjælpere. Og er det overhovedet muligt, foretrækker kommunen naturligvis, at deltagerne sluses ud i almindeligt lønarbejde - Det er i og for sig det samme, som gør sig gældende for vores haveservice, siger arbejdsmarkedschef Arne Lund Kristensen - Vi har jo en del tiltag, hvor vi forsøger at tilbyde borgerne hjælp via forskellige aktiveringsprojekter. Men det er stadig vores primære mål at få så mange som muligt ud i almindeligt arbejde, og derfor er vi også nødt til at skuffe nogen engang imellem, forklarer han. Haveservice beskæftiger traditionelt flere end Tvillingeservice. Men ifølge Lund Kristensen er det ikke en bevidst prioritering- - De to projekter henvender sig dybest set til folk med meget forskellige kvalifikationer,siger han. - Som tvillingehjælper skal man være meget udadvendt og serviceminded, og det er måske knap så nødvendigt som ansat i Haveservice, forklarer han Ifølge Ole Thulstrup mangler Tvillingeservice til november 17 hjælpere, og derfor er man også nødt til at prioritere benhårdt. - Mødre, der har fået kejsersnit eller født trillinger, kommer naturligvis forrest i køen, forklarer han. - Men andre er naturligvis også velkomne til at søge. Vi kan bare ikke love nogen noget på forhånd, understreger han. Tvillingeservice tiltrækker normalt mange unge. Og det kan også være en del af grunden til, at det er blevet sværere at skaffe nye hjælpere. Kontanthjælpsmodtagere under 25 år, skal nemlig aktiveres hurtigt, og så foretrækker mange tilsyneladende at finde arbejde selv. - Vi tager som udgangspunkt en grundig snak med alle. Og har de udsigt til uddannelse eller ordinær beskæftigelse indenfor de næste to - tre måneder, vil vi som regel henvise dem til Haveservice, forklarer Arne Lund Kristensen. Som arbejdsmarkedschef glæder han sig naturligvis over, at flere unge havner i ordinær beskæftigelse, og derfor kan han heller ikke love, at situationen bliver bedre - Vi får af og til klager fra folk, som ikke kan få hjælp, fortæller han. - Det giver desværre en masse bøvl, og derfor er det også meget vigigt, at folk forstår, at det ikke er noget, man nødvendigvis har krav på, understreger han.