EMNER

Akut-motorcykel udstilles

BROVST:Blandt de mange flotte motorcykler, som MC klubben Blålys udstiller i Jernbanegade lørdag, er en akutmotorcykel. Det er en motorcykel, som har kørt på Sjælland på samme måde, som den kommende akutbil skal fungere i Brovst. Der er tale om en 11cc BMW. MC Blålys er en klub for Falck- og politifolk, som deler denne fritidsinteresse. For fjerde gang har de valgt at tilbringe en weekend i Brovst i forbindelse med byfesten, og cirka 120 personer har valgt at slå teltet op og feste sammen med de lokale deltagere. Motorcyklerne holder parade lørdag formiddag, hvorefter de flotteste cykler kåres. Derefter kører de en lang fællestur i Han Herred, hvor de med Kjeld Brogaard som guide kommer til Øland, Skræm, Klim, Grønnestrand, Svinkløv Badehotel, Tranum. Om aftenen er motorcyklisterne med i festen, hvor der spises grillstegt pattegris og danses til Bongoes. Om mandagen kører 12 af Blålys-medlemmerne videre. De skal være med i cykelløbet Post Danmark Rundt, hvor de hele ugen skal fungere som "race marshalls" sammen med 14 politimotorcykler. De skal medvirke ved trafikregulering, afspærringer og lignende.