Redningsvæsen

Akutbil skal sikre Skagen hurtig hjælp

SKAGEN:Når Skagen Sygehus ved årsskiftet lukker, og byens borgere og mange gæster dermed mister muligheden for akut hjælp af mennesker i hvide kitler på Hans Baghs Vej, skal en akutbil mindske skagboernes utryghed ved det manglende sygehus. Akutbil betyder i dette tilfælde en ambulance stationeret i Skagen alle årets dage i tidsrummet fra klokken otte morgen til klokken 19 aften og bemandet med ekstra uddannede Falck-reddere. Med andre ord vil redderen i akutbilen have en uddannelse, der gør Falck-manden istand til at yde udvidet førstehjælp i en grad, der gerne skulle sikre skagboerne yderligere tryghed, hvis uheldet er ude eller ved alvorlig sygdom. - Skagen har i forvejen på udrykninger med ambulancer en responstid på 7,2 minutter, og det er blandt det absolut bedste i amtet. - Når vi nu går ind og sikrer skagboerne yderligere en akutbil bemandet med højt uddannede reddere, er det også et signal om, at vi har hørt budskabet fra Skagen om, at man er utryghed, når sygehusets i byen lukker, siger formanden for amtets sundhedsudvalg, Karl Bornhøft (SF). Sundhedsudvalget behandler sagen på torsdag, og Karl Bornhøft er meget indstillet på at følge forvaltningens indstilling om at udvalget skal indgå en aftale med Falck med henblik på at få etableret en akutbil i Skagen med virkning fra 1. januar og i første omgang med et års prøvetid. - Det er også en erkendelse af, at Skagen ér et særligt område. Vi vil gerne sikre en højere grad af tryghed i dette område og give skagboerne og byens gæster en ekstra gardering. - Jeg tror, at det er en udmærket løsning, og når vi vil indføre akutbil i foreløbig ét år, er det for at få en højere grad af viden om, hvilket behov der er i Skagen, siger Karl Bornhøft. I løbet af efteråret 2004 skal ordningen med akutbil i Skagen evalueres, hvorefter der tages stilling til, hvorvidt ordningen skal gøres permanent eller ej.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst