Akuthjælpere hjalp rytter efter spark

Lokale hjælpere stod klar to minutter efter 112 opkald fra Katrinelund Hingstestation, roser Louise Kragh Thuesen, som er ansat der

Akuthjælpere fra Øster Assels ydede hurtig og god hjælp indtil ambulancehelikopteren nåede frem. Foto: Privat

Akuthjælpere fra Øster Assels ydede hurtig og god hjælp indtil ambulancehelikopteren nåede frem. Foto: Privat

ØSTER ASSELS: Hjælpen kom hurtigt, da en rytter med tilknytning til Katrinelund Hingstestation tirsdag kom til skade, da vedkommende blev sparket i maven af en hest.

- Vi ringede 112, hvorefter vi fik beskeden, at ambulancen ville være ca. 30 minutter undervejs. Men to minutter efter, vi havde ringet 112, stod der fire akuthjælpere fra vores lokalsamfund parat til at hjælpe på bedste professionelle vis med masser autoritet, overblik, ro og empati, fortæller Louise Kragh Thuesen, ansat på hingstestationen.

- Alt imens der på bedste måde blev taget hånd om den tilskadekomne, var der en, som fik noteret al den praktiske information, og da lægehelikopteren ankom 13 minutter efter, at der var ringet 112, blev de informeret og opdateret af akuthjælperne, uddyber hun.

Da rytteren, som slap fra uheldet med en slem forskrækkelse, var på vej ind i helikopteren, kom ambulancen. Ambulancefolkene kunne konstatere, at der var taget hånd om alt på bedste vis og kunne køre mod nye opgaver, fortæller Louise Kragh Thuesen, der understreger, at som bosat i et lille samfund udenfor større byer, er det positivt at opleve så hurtig hjælp.

- En dårlig oplevelse blev vendt til en god. Det er fantastiske ressourcer, vi er i besiddelse af i vores by Øster Assels. Vi ved godt, at akuthjælperne ikke udfører deres opgaver for at få tak, men der skal nu alligevel lyde en kæmpe tak til jer, fortsætter hun og tilføjer, at akuthjælperne er med til at skabe tryghed og samhørighed lokalt .

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.