Akutjob er sidste håndsrækning til arbejdsløse

Regeringen har ikke planer om flere hjælpepakker til arbejdsløse, siger Thorning, som tror, at akutjob virker.

Akutjob er sidste håndsrækning til arbejdsløse

Regeringen vil holde skarpt øje med, om de 12.500 lovede akutjob bliver oprettet. Men der er ikke planer om flere hjælpepakker.

Det fastslår statsminister Helle Thorning-Schmidt (S), efter regeringen i to dage har holdt seminar i Nyborg.

Dermed skal de arbejdsløse og Enhedslisten ikke regne med, at der kommer mere hjælp til dagpengemodtagere, når man før sommerferien mødes med Enhedslisten for at gøre status over indsatsen.

- Vi har ikke planer om yderligere initiativer. Vi har taget mange og store skridt for at hjælpe de arbejdsløse, som er i farezonen for at have opbrugt deres dagpengeret, siger Helle Thorning-Schmidt.

Hun tror, at akutjobbene vil hjælpe de danskere, som risikerer at falde ud af dagpengesystemet, men siger:

- Vi kan ikke give garantier. Det er der ingen, der kan, når det handler om at ryge ud af dagpengesystemet, men vi har gjort rigtig meget og mere end den tidligere regering overhovedet havde forestillet sig.

Statsministeren fremhæver, at regeringen blandt andet har forsøgt at holde hånden under beskæftigelsen med den såkaldte kickstart, man har gennemført en akutpakke med individuel jobhjælp til ledige, og nu sætter man så ind med akutjob.

- Dermed har vi gjort stort set alt, hvad man kan gøre inden for de økonomiske rammer, vi har. Og jeg er helt overbevist om, at den indsats, vi har sat i værk, også vil bære frugt for de arbejdsløse, siger Helle Thorning-Schmidt.

Regeringen, kommuner, regioner og private arbejdsgivere er dog endnu langt fra at have oprette de 12.500 akutjob.

Helle Thorning-Schmidt fastslår, at regeringen vil holde skarpt øje med, at de lovede akutjob bliver til virkelighed.

Hun mener, at det er alt for tidligt at fælde dom over indsatsen, selvom der endnu er meget få dagpengemodtagere, der har fået et akutjob.

- Vi kan ikke måle, om vi er tilfredse tre uger efter, at et lovforslag er vedtaget. Jeg vil opfordre til, at alle tager en ansvar for at slå akutjob op. Vi vil overvåge meget nøje i Beskæftigelsesministeriet, at det sker, siger Helle Thorning-Schmidt.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.