Akutjobbene er noget rodeværk

Udvalgsformand Ivan Leth (S) kalder det ren signalpolitik, at der er opslået 292 akutjob i Hjørring Kommune, men kun 7 fra målgruppen er ansat

Som en del af akutberedskabet for udfaldstruede ledige på dagpenge har Jobcenter Hjørring tilknyttet jobformidler til 221 ledige. Arkivfoto: Bente Poder

Som en del af akutberedskabet for udfaldstruede ledige på dagpenge har Jobcenter Hjørring tilknyttet jobformidler til 221 ledige. Arkivfoto: Bente Poder

HJØRRING:Den 20. februar var der opslået 292 akutjob i Hjørring Kommune af private og offentlige arbejdsgivere, men ifølge udvalgsformand Ivan Leth (S) er der foreløbigt kun ansat 7 i akutjob.

- Selve akutpakken er god nok, men akutjobbene er sådan noget rodeværk, at jeg spørger: Hvad er det de har gang i? At der er opslået så mange ledige stillinger som akutjob, er ren signalpolitik, når det alligevel ikke er dem, der skal i akutjob, som får jobbene. Det er vanvittigt, siger Ivan Leth efter et møde i arbejdsmarkedsudvalget, hvor udvalgsmedlemmerne fik en orientering om den aktuelle status for akutjob.

Af de opslåede i alt 292 akutjob var 166 i den private sektor og 126 i den offentlige sektor. Heraf 97 på kommunale arbejdspladser.

- De fleste af de personer, som akutjobbene er beregnet for, er i Hjørring medlemmer af 3F, FOA eller HK. Men de fleste opslåede akutjob er jo for helt andre faggrupper, lyder Ivan Leths kommentar til det nedslående resultat.

- Der skal sættes mere målrettet ind med vejledning af ledige, herunder med opfordringer til ekstra uddannelse, tilføjer han.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.