Akutte operationer i Hjørring - planlagte i Frederikshavn

Skarp opdeling af opgaverne skal give bedre kvalitet og flere ressourcer til rådighed

Operationer 20. marts 2003 07:00

HJØRRING: Der sker i dag en maksimal udnyttelse af sygehuset i Frederikshavn til planlagte operationer, mens flere af de akutte funktioner er samlet i Hjørring, hvor sygehuset fortsætter med mange specialer. Det er den mest mærkbare forandring for patienterne, efter to sygehuse i Vendsyssel er slået sammen til ét. Ændringerne betyder f.eks., at hvis man bor i Sygehus Vendsyssels optageområde og får blindtarmsbetændelse en lørdag aften, så bliver man behandlet i Hjørring, uanset om man bor i Skagen eller Frederikshavn. Hvis man derimod er galdestenspatient eller har brok eller urinvejslidelser, blev man tidligere typisk opereret på sygehuset i Hjørring, hvis man boede i Hjørring-området. Sådan er det ikke længere. Nu skal patienterne til Frederikshavn, hvor de planlagte operationer foretages. Bedre udnyttelse - Vi har samlet beredskaberne på en anden måde. Akutte beredskaber er meget dyre, og det er uhensigtsmæssigt, hvis de ikke udnyttes fuldt ud. Ved at opprioritere det akutte i Hjørring og det planlagte i Frederikshavn, udnytter vi ressourcerne bedre. Planlagte operationer i Frederikshavn bliver herefter ikke i så høj grad forstyrret af akutte opgaver, og i Hjørring vil man ikke komme ud for at aflyse planlagte operationer i så høj grad som tidligere, fordi der ikke skal være så mange planlagte operationer men mere fokus på akut arbejde, siger Ingeborg Thusgaard. I Frederikshavn er 60 nye kolleger ansat - bl.a. mennesker, der tidligere har arbejdet med kirurgi på Brovst og Dronninglund sygehuse, som ikke længere har kirurgiske afdelinger. I Hjørring rykkes der ikke voldsomt meget på antallet af ansatte. Muligvis omdannes et fem-døgnskirurgisk afsnit i Hjørring til sommer til et syv-døgnsafsnit, som altså også vil være åbent i weekenderne. Det kan i følge sygehusdirektøren skabe basis for en eventuel udsigt til lidt flere medarbejdere.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...