Akvakultur uden affald til natur
Hjørring Kommune giver Danish Salmon A/S grønt lys til at producere 2000 ton lakseørred.

Danish Salmon har lejet et stort areal øst for Nordsøen Oceanarium, og som ligger i det øverste højre hjørne af det skovbeklædte område på luftfotoet.Privatfoto
Danish Salmon A/S har fået miljøgodkendelse til at etablere et anlæg til opdræt af 2000 ton lakseørred om året, og den tilladelse kan få stor betydning for udviklingen i dansk akvakultur. For produktionsanlægget, der skal bygges ved Lilleheden Skovvej i Hirtshals, er landets første anlæg, der vil anvende fuld recirkulation af det saltvand, der anvendes i processen. Og dermed kan Danish Salmon blive først med at producere saltvandsfisk, som ikke giver afledede konsekvenser for miljøet i vandløb, søer eller havet. Der har tidligere været planer om at etablere akvakultur i Hirtshals, som også bygger på indtagelse af saltvand til anlæg på land. Men planerne dengang mødte på modstand fra især miljøfolk, fordi saltvandet skulle ledes ud i havet efter brug, og dermed ville udgøre en forureningskilde. Tilrettet efter høring Miljøgodkendelsen til Danish Salmon er givet efter at parter som Nordsøen Forskerpark, Naturstyrelsen og Danmarks Naturfredningsforening er hørt. Hjørring Kommune har revideret lidt i vilkårene i den endelige godkendelse. Anlægget skal ligge i et 22.600 kvadratmeter stort område, som er lejet af Nordsøen Forskerpark på en 50 årig lejeaftale. - Vi begynder at bygge om fem uger, oplyser direktør Søren Frandsen, Danish Salmon. Byggeriet forventes afsluttet i slutningen af året. Virksomheden har godkendelsen til at opføre nye bygninger til i alt 8000 kvadratmeter samt slamtank, opsamlingstank og nedsivningsanlæg til genindvinding af vand på det lejede område. Vand fra buffertank Produktionen af fisk skal foregå i saltvand med indtag fra en buffertank til Nordsøen Oceanarium, der har en indvindingsledning ud i Nordsøen. Danish Salmon vil producere fisk i størrelsen 3,5 til 4 kg, som der er lokale aftagere af til forarbejdning og salg. Hjørring Kommune har kun givet miljøgodkendelse for etape 1, men ledelsen for Danish Salmon har til hensigt at udbygge med to etaper mere af tilsvarende størrelse, så årsproduktionen af fisk om en del år kommer op på 6000 ton. Planer om udvidelse senere Der er allerede indgået aftaler om reservation af arealer henholdsvis øst og nord for det nuværende projektområde, selv om ansøgninger om udvidelse først kan forventes efter to-tre år, når det første anlæg har vist sig at være i stabil drift. Planerne om udbygning i Hirtshals falder godt i tråd med den tidligere regerings plan for udvikling af dansk akvakultur, hvor produktionen af opdrættede fisk skal fordobles inden for en overskuelig fremtid. Samtidig var målet, at miljøbelastningen pr. kg. fisk skal reduceres med 40 procent.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.