Akvareller på badehotellet

SVINKLØV:Anna Brix Studsholt udstiller akvareller på Svinkløv Badehotel. Hun arbejder på Nordjyllands Amts Plankontor, er født i 1948 og uddannet arkitekt og byplanlægger fra Arkitektskolen i Aarhus i 1974. Gennem årene har Anna lavet en del illustrationer til bøger og pjecer. I 2002 har hun malet akvareller til og stået for den grafiske tilrettelæggelse af bogen ”Tilbage til turismens rødder”, som er skrevet af etnolog Kirsten Monrad Hansen og udgivet af amtet. Hendes foretrukne motiver er byer, bygninger og landskaber, men også blomster, dyr og mennesker inspirerer til billeder. - Jeg maler i forskellige akvarelteknikker fra den mere styrede lagdelte fladeteknik over vådt i vådt og sprøjteteknik til gouache, fortæller hun. - I mine billeder lægges jeg vægt på lyset og at gengive stedernes stemning og identitet. Tidligere udstillinger: Anna Brix Studsholt har deltaget i mange udstillinger, bl.a. hos Teknik og Miljøforvaltningen, Amtsgården i Aalborg 2001, Forårsudstillingen i Beirut hos Galleri Janine Rubiez 2002, Galleri Gøsigs Pakhus i Sindal 2002, Han Herred Naturcenter i Fjerritslev 2002, Kulturforvaltningen, Amtsgården i Aalborg 2002, Naturcenter Fosdalen 2002, Nørhalne viser kunst 2003, Mosskovpavillonen 2003, Sulsted Aktivitetscenter 2003, Svinkløv Badehotel 2003, Vildmosegård i Lille Vildmose 2003, Vrå-udstillingen 2003, Vor Frue Kirke, Aalborg 2003 og Amtsgården i Aalborg 2004.