Japan

Akvarier på langfart

Oceanariums nye akvarier kommer fra Japan

De nye akvarieruder i akryl sænkes ned gennem taget. Den største måler fem gange tre meter.Foto: Henrik Louis

De nye akvarieruder i akryl sænkes ned gennem taget. Den største måler fem gange tre meter.Foto: Henrik Louis

HJØRRING:- En kritisk fase. Direktøren for Nordsøen Oceanarium, Jens Otto Størup, holder vejret i disse dage. 15 nye store akvarieruder har været undervejs fra Japan i en måned, og nu skal det så vise sig, om alt passer, som det skal, og fem nye store akvarier holder tæt. Japanerne er specialister i at lave store akvarieruder i akryl. - Fordelen ved akryl er, at man kan lave større ubrudte flader, end hvis det var glas, fortæller Jens Otto Størup. De fem nye akvarier bliver hovedattraktionen i den ombyggede ældre del af oceanariet. Her bliver en masse små akvarier nu erstattet af færre, men større akvarier. Se ind fra flere sider Ruderne monteres på betonfundamenter, og i modsætning til tidligere vil man kunne kigge ind i akvarierne fra flere sider. Seks japanere skal i løbet af de næste to uger stå for at montere ruderne og fuge dem. Ombygningen løber op i godt 54 mio. kroner. Heraf kommer 27 mio. fra Arbejdsmarkedets Feriefond, og 20 mio. kroner fra Hjørring Kommune. Planen med oceanariets store satsning "Alle Tiders Nordsø" er at skabe et helt nyt og anderledes lærings- og formidlingscenter. - Visuelt fungerer det meget bedre med større akvarier, siger Jens Otto Størup. Når den ombyggede del af oceanariet åbner til sommer, vil der blive arbejdet med forskellige temaer om fisk, fiskeri, forskning og tilberedning af fisk.