Hestesport

Al energi blev som suget ned i den bløde jord

GULDBÆK:Der blev pustet godt og grundigt ud hos såvel Marianne Lønskov Jensen fra Fristrup Rideklub, som hendes hest, Absolut Bally, da de havde gennemført anden del af military-konkurrencen ved Aalborg International Horse Event, på terrænbanen ved Guldbæk. - Pyh, det er altså en rigtig, lang bane (næsten fire km, red.), og se lige den jordbund her. Det er altså en, der trækker tænder ud, for al energien går direkte ned i jorden, i stedet for fremad. - Men han var rigtig god, og der var ingen fejl. Jeg tror dog, vi kom ind med en tidsoverskridelse på cirka 50 sekunder, så nu må vi se, hvor langt det rækker inden ridebanespringningen. Den lokale favorit, og dobbeltvinder ved de åbne, nordiske mesterskaber, 32-årige Marianne L. Jensen, var på en fjerdeplads i kampen om det danske mesterskab i den store klasse, den to-stjernede CIC, efter dressur-delen, og siden skulle det vise sig, at ekvipagen efter den anden af de tre discipliner, terrænridningen, holdt denne placering - med marginaler op til henholdsvis anden- og tredjepladsen. I top - og i spidsen for såvel den internationale konkurrence som DM-dysten - ligger en anden Fristrup-rytter, Rikke Mortensen på Courage, og holder hun sine førstepladser, bliver hun ikke alene dansk mester, men vinder også pengepræmier på henholdsvis 15.000 og 7.000 kr. - Men hvor er det nogle perfekte arealer at ride i. Det kunne være godt at have sådan et terræn hjemme i Fristrup. Men vi må nøjes med et mere fladt landskab, med nogle kunstige bakker, siger Marianne L. Jensen. - Men de her bakker, de er hårde, virkelig hårde, sagde hun, mens hun fortsat havde høj puls og en kollega sørgede for at skridte Absolut Bally af, så også han kunne få pusten igen. - Det vil da være dejligt at komme i medaljerækken, men i springningen kan jeg lave alt lige fra nul fejl til tre bom, så jeg tør ikke sige, hvad det ender med. I modsætning til mange andre har Marianne L. Jensen og Absolut Bally ingen problemer med dressur-delen. - Jeg tror, jeg gennem årene er kommet til at holde mere af dressur, og så har jeg også lært en hel del, som jeg nu rent erfaringsmæssigt kan have gavn af. - I terrænet går det også rigtig godt. Han er den mest ærlige hest, man kan ønske sig, så det er nok springningen, der er hans dårligste. - Men på en god dag klarer vi det.... Den førende Fristrup-ekvipage, Rikke Mortensen og Courage, kan i dag tillade sig en nedrivning på springbanen uden at blive truet på sin førsteplads. Hun har Kim Løwe på Call Back og 66-årige Johan Iversen på Ocean tættest på sig i kampen om DM-titlen, og altså med Marianne L. Jensen og Absolut Bally på fjerdepladsen.

Forsiden