Al-Qaeda mistænkes for bombe

MARRAKESH:Myndighederne i Marokko vil ikke afvise, at det var terrororganisationen Al-Qaeda, der stod bag den bombe, som torsdag dræbte adskillige mennesker, heraf hovedparten udlændinge, i byen Marrakesh. - Handlingen blev udført på en måde, som minder om de metoder Al-Qaeda normalt benytter sig af, sagde indenrigsminister Taeb Cherkaoui fredag til journalister i Marrakesh, hvor angrebet fandt sted. Samtidig opdaterede han antallet af dræbte fra 15 til 16 personer. Heraf er de 13 blevet identificeret: Der var syv franskmænd, to canadiere, to marokkanere, en hollænder og en brite. 20 andre blev såret, heraf flere med alvorlige skader, under angrebet på cafeen i den populære turistby. Bomben eksploderede på en central plads i Marrakesh på caféen Argana, der er et yndet tilholdssted for udenlandske turister. Ingen har påtaget sig ansvaret for bombeangrebet. Men tre dage tidligere blev der lagt videoklip, angiveligt fra Al-Qaeda, ud på nettet, der omfattende trusler mod netop Marokko. Angrebet var det mest voldsomme i det nordafrikanske kongerige siden 2003, da 33 mennesker mistede livet under adskillige bombeangreb i Casablanca. Turisme er blandt landets vigtigste indtægtskilder. I 2010 besøgte 9,4 millioner turister Marokko.