Aladdin i Fredericia

Disneys musical. Her i amerikansk udgave.

Disneys musical. Her i amerikansk udgave.

Disney-musicalen "Aladdin" får næste år europæisk premiere på Fredericia Teater. Projektet blev præsenteret på et pressemøde i Fredericia, hvor blandt andet repræsentanter for Disney-koncernen var til stede. Teatrets direktør, Søren Møller, siger til Vejle Amts Folkeblad, at det var en omtale af teatret i et stort magasin i USA, som vakte Disneys interesse, og som i sidste instans medførte, at Fredericia Teater fik rettighederne til den europæiske premiere. Direktøren har tidligere kontaktet Disney om et andet samarbejde, som ikke blev til noget. - Jeg er sikker på, at det, vi har vist med vores udviklingsarbejde, hvor vi satser på at give musicals vores eget præg, og det høje niveau, vi har nået, er årsagen til, at Disney har valgt os, siger Søren Møller. Fredericia Teater har status som egnsteater og havde i sidste uge premiere på en anden musical, "De Tre Musketerer". Teatret er især blevet kendt for sit arbejde inden for netop musicalgenren. Det rummer også Det Danske Musicalakademi, der tilbyder en treårig uddannelse som "musicalperformer", den eneste af sin art herhjemme. /ritzau/