Skibsby

Alarm 112: Er der ild i din gård?

Bilist på motorvejen opdagede brand i staldbygning, som gårdejer sov fra

Foto: Martin Damgård
Foto: Martin Damgård

Opdateret 12. maj 2022 kl. 14:05

SKIBSBY: Det var en snarrådig bilist, som lørdag morgen kom kørende på motorvej E39, tæt på Skibsby.

Han så nemlig, at der var brand i en gård på Vangensvej ved Skibsby, så han ringede fluks til alarmcentralen.

- Alarmcentralen ringede så til gårdejeren og spurgte, om der var ild i hans gård, fortæller indsatsleder Dennis Ottosen fra Beredskabet i Hjørring Kommune.

Og ganske rigtigt: gårdejeren sov og havde ikke bemærket, at der var brand. Så han kom hurtigt i tøjet, og var kommet ud af døren, da beredskabet nåede frem.

Ild i halvdelen af bygningen

Alarmen lød klokken 06.20, og da beredskabet nåede frem, var der ild i halvdelen af en nedlagt staldbygning.

- Vi fik branden begrænset, så den ikke spredte sig, siger Dennis Ottosen.

Ingen kom til skade i forbindelse med branden, der tog et par timer at slukke.

- Der var høns i den del af bygningen, der ikke var ild i. De kom intet til, fortæller indsatslederen.

Der er endnu ingen forklaring på, hvordan branden opstod.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden