Redningsvæsen

Alarm 112 nede på grund af kortslutning

ÅRHUS:Det var en kortslutning i computersystemet, der i går morges forårsagede, at alarmcentralerne i store dele af landet ikke kunne modtage opkald på alarm 112 i over en time, oplyser den vagthavende hos Århus Politi. Syv af landets alarmcentraler er samlet i et fælles netværk, der styres på politigården i Århus. De blev lukket ned ad flere omgange, mens fejlen blev udbedret, oplyser Jørgen Hedegaard fra Rigspolitiets radio- og motorsektion. Alarmcentralerne på Bornholm og i København kører separat og var derfor ikke berørt at nedbruddet. Jørgen Hedegaard tør ikke give et bud på, hvor mange opkald der var forgæves i tidsrummet, hvor serveren var nede - først fra kl. 05.45 til 06.15 og siden igen fra kl. 07.30 til kl. 08.28. - Men omstændighederne taget i betragtning skete det på et rimeligt fredeligt tidspunkt af døgnet og ugen, siger han. Værst gik nedbruddet ud over Nordjyllands-, Århus-, Fyns-, Roskilde-, Frederiksborg-, Vestsjællands- og Storstrøms Amter, hvor der var lukket helt for opkald. I andre dele af landet fik man iværksat et nødanlæg. Jørgen Hedegaard oplyser, at der allerede sent onsdag aften var problemer med 112. - Men vi fik systemet op at køre og troede, at alt var vel, men så kom der problemer igen næste morgen. Opkaldene til 112 gælder både til rekvirering af politi, brandvæsen og ambulancer. Mens driften var nede, blev borgerne opfordret til at ringe til deres lokale politistationer, hvis de havde brug for hjælp. /ritzau/