Aalborg

Alarm afblæst - røg ikke farligere end almindelig røg

Nordjyllands Politi har i en netop offentliggjort beredskabsmeddelelse

Røgen fra branden i bygning 38 af det tidligere Aalborg Værft anses ikke længere for farlig. Foto: Nicolas Cho Meier
Røgen fra branden i bygning 38 af det tidligere Aalborg Værft anses ikke længere for farlig. Foto: Nicolas Cho Meier

Opdateret kl. 15:05

AALBORG: Så skulle faren ved røgen fra den voldsomme brand i en industribygning på havnen i Aalborg være afblæst.

Nordjyllands Politi har netop via Rigspolitiet udsendt en beredskabsmeddelelse, hvoraf det fremgår, at røgen ikke længere er farlig.

- Miljøvagten har på stedet foretaget måling af røgen for sundhedsskadelighed og oplyser klokken 13.06, at røgen hverken på brandstedet eller på Nørresundby-siden, er farligere end almindelig røg, lyder det i beredskabsmeddelelsen, der er sendt ud klokken 14.30.

Røgen stammer fra den voldsomme brand, der udbrød i en lagerbygning med bilaffald på Gasværksvej i Rørdal ved Aalborg.

Branden udviklede voldsom røg, der i første omgang blev vurderet til at kunne være sundhedsskadelig ved indånding.

Røg over fjorden

Der har hele dagen været en vind, der har ført røgfanen ud over Limfjorden mod Nørresundby.

Og advarslen mod røgen har derfor vedrørt borgere i området omkring Gasværksvej i Rørdal og langs nordlige side af Limfjorden ved Sundsholmen og Bouet.

- Personer i de berørte områder skal søge indendørs, lukke døre og vinduer og standse ventilationen, hvis der konstateres røg i området, lyder det dog fortsat i beredskabsmeddelelsen.

Hvis man føler ubehag, som følge af branden, skal man kontakte læge. Og politiet anmoder fortsat om, at alle holder sig på god afstand af brandstedet.

Slukningsarbejdet forventes at vare flere dage.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden