Alarm fra teatersal

Aalborg 30. september 2002 08:00

MIDTBYEN: Brandvæsenet susede søndag middag af sted til Aalborghallen, fordi en brandalarm var gået i gang. Da slukningsmandskabet ankom, lå det en blålig røg under loftet i Det lille Teater på første sal. Men heldigvis var der ingen fare på færde, og en forestilling, som McDonald's havde arrangeret for over 200 børn, kunne gennemføres senere på dagen. Røgen viste sig nemlig at komme fra nogle nye teaterlamper, der var i brug for første gang. Tilsyneladende havde den kraftige varme fra pærerne fået malingen til at fordampe, og dampene lå som en blålig røg under loftet. Heldigvis var lamperne blevet tændt, inden børnene var kommet, og derfor blev der ingen opstandelse i salen af den grund.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...