Redningsvæsen

Alarmcentral i Aalborg vidste ikke, hvor Hillerød Station ligger

HILLERØD:Da en ung mand ringede 112 fra sin mobiltelefon, fordi en ældre kvinde var faldet om på Hillerød Station, røg hans opkald til alarmcentralen i Aalborg, skriver Frederiksborg Amts Avis. Centralen i Hillerød var optaget. Den unge mand bad om en ambulance til Hillerød Station, men fik at vide, at alarmcentralen skulle bruge den nøjagtige adresse. Den kendte den unge mand ikke, og han måtte derfor forlade den døende kvinde for at spørge om adressen inde på posthuset. Aalborg Politi forklarer, at systemet faktisk har brug for en nøjagtig adresse, før en ambulance kan sendes af sted. Men er der tale om en jernbanestation, kan man søge efter adressen i systemet. Om det er sket i det konkrete tilfælde, kan politiet ikke oplyse. /ritzau/