Alarmerende

Antallet af konkursramte virksomheder er steget alarmerende i årets første måned. Nye tal fra Danmarks Statistik viser, at 511 virksomheder gik konkurs i januar, hvilket er en stigning på 62 konkurser sammenlignet med december sidste år. Den økonomiske afmatning i dansk erhvervsliv kan nu aflæses i antallet af konkurser.

Det afskrækker iværksættere og investorer, hvilket går ud over Danmarks vækst. Der er ingen tvivl om, at dansk erhvervsliv er presset, og det kan betyde tab af arbejdspladser og velstand for alle danskere. Jeg er meget bekymret. 2012 begyndte med recession i Eurozonen, som er Danmarks vigtigste eksportområde, samtidig med at danskernes privatforbrug faldt i 2011. De mange konkurser er derfor ikke overraskende. Dansk erhvervsliv har haft et hårdt år, og regeringens afgiftsstigninger gør det endnu sværere for erhvervslivet. Fra politisk hold skal vi hjælpe danske virksomheder og iværksættere ved at sænke skatten på arbejde, halvere selskabsskatten og fjerne dumme og urimelige særskatter som NOx-afgiften, fedtskatten og iværksætterskatten i stedet for at opfinde nye. Oven i skal vi afskaffe alt det administrative bøvl, som dansk erhvervsliv bliver pålagt. Kun sådan kan vi standse en uheldig udvikling i antallet af konkurser, som vil skade Danmarks velstand.