Agger

Albatros på besøg ved Agger

Den store havfugl er siden 1. august set gentagne gange i lagunen på Agger Tange

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Lagunen på Agger Tange har for tiden et sjældent besøg af en sortbrynet albatros, som gerne svømmer rundt sammen med svanerne - den er dog ikke med på dette foto. Arkivfoto: Lars Pauli

AGGER:En sortbrynet albatros, der egentlig hører hjemme på den sydlige halvkugle, har siden 1. august opholdt sig gentagne gange på Agger Tange.

Fuglen er formentlig den samme, som blev set ved Skagen sidste år, og som blev set i Hirtshals Havn i begyndelsen af maj i år.

Den store havfugl har flere gange overnattet i den store lagune på tangen, hvor den gerne svømmer rundt sammen med knopsvanerne. Ikke desto mindre har en del ornitologer oplevet at køre forgæves, idet der også har været flere dage, hvor albatrossen ikke er blevet set.

Ifølge meldesystemet Birdcall blev den sortbrynede albatros set rastende i lagunen både onsdag 12. august og igen torsdag morgen.

Den sortbrynede albatros har et vingefang på mere end 210 centimeter og er let genkendelig blandt andet på sin størrelse og det kraftige næb. I et godt teleskop kan man se den sorte øjenbrynsstribe, der har givet fuglen sit tilnavn. Fuglen yngler blandt andet ved Falklandsøerne ud for Argentinas kyst.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.