Album gange seks

For tredje gang opføres et helt album live fra ende til anden - men nu er der seks forskellige plader i spil

Mette Møller
Holdet bag album-koncerteren med "Hotel California" blev godt modtaget af publikum - nu er der noget nyt under opsejling.Arkivfoto: Kim Dahl Hansen
Musik 8. oktober 2018 11:42 - Opdateret 9. oktober 2018 08:41

VENDSYSSLE: En tredje udgave af koncertformatet Album er under opsejling - men i en fornyet form. De seneste to gange har man spillet Eagles "Hotel California" og David Bowies "Ziggy Stardust", men denne gange er der seks forskellige plader i spil.

Idéen er, at man tager et album fra musikkens guldalder omkring 1969 til 1979 og spiller det live fra ende til anden, sådan som det er tænkt og lavet. Ikke plukker hits ud her og der, men opfører et værk i sin helhed.

Lige nu søger folkene bag projektet musikere til det nye projekt, som man skal ud at turnere med i 2019, når det hele er lært. Men hvilket album, der bliver, er uklart - der er seks forskellige i spil denne gang, og der bliver en åben audition - og først derefter udvælger man det album, der skal spilles.

- Det er for at brede det ud - og for at høre, om der er en sanger, der er helt vildt dygtig til at spille Elton John, eller om der er to piger, der er vildt dygtige til Abba, fortæller Søren Kepler, der er kapelmester og trommeslager på projektet, som skabes i et samarbejde mellem fire spillesteder - det Musiske Hus i Frederikshavn, Stubhuset i Skørping, Alfa i Aars og Jammerbugt Kulturcenter i Aabybro.

Valget af album kommer til at afhænge ret meget af, hvad der dukker op til den planlagte audition, som også er med til at gøre det endnu mere åbent, hvem der kan være med - det behøver denne gang ikke være nordjyder.

De plader, der er i spil, er Fleetwood Mac "Rumours", Billy Joel "The Stranger", Abba "Arrival", Stevie Wonder "Songs in the key of life", Elton John "Good bye Yellow Brick Road" og Richie Blackmore "Rainbow".

Med album prøver folkene at lave noget anderledes.

- Vi vil lave noget, der er nærværende og anderledes end bare at tilfredsstille folks higen efter hits. Vi spiller en plade fra start til slut og insisterer på, at det er komponeret med et formål. Det vil vi gerne hylde, fortæller Søren Kepler, der peger på, at det også er sådan, man gør indenfor klassisk musik.

- Der spiller man en hel symfoni - ikke bare nogle takter.

Søren Kepler ser frem til at møde en masse dygtige musikere med interesse for at spille noget fra den tidsperiode.

- Vi søger mennesker, der har lyst til og behov for at være en del af et fællesskab. Det er der behov for i en hverdag, hvor folk sidder forstenet og kigger i deres smart phone og groft sagt lever hvert sit liv, mener han.

Han fortæller, at det er gået godt med de to tidligere album-opførsler, som er blevet taget godt imod af publikum. Faktisk er en del af holdet bag Hotel California fløjet til Færøerne, hvor de skal spille to koncerter i Nordens Hus i Thorshavn, hvor den ene allerede er udsolgt. Det bliver med tre musikere fra det oprindelige set up og otte færøske musikere.

Søren Kepler håber også, at man kommer ud at optræde med "Ziggy Stardust"-pladen igen.

Interesserede skal melde sig til auditionen senest 22. oktober. Den ventes at finde sted en weekend i november.

Det ventes, at et omkring 12 mand stort orkester er sat til nytår, hvorpå man kan gå i gang med at arrangere musikken.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...