Detailhandel

Aldi betaler erstatning for chikane af ansatte

Aldi valgte at indgå forlig i stedet for en retssag i næste uge

FREDERIKSHAVN:-Jeg er utrolig lettet. Det har været det værste mareridt i mit liv.Men nu er det slut og jeg kan komme videre. Det siger Carina Christensen, der sammen med Jannie Louise Thomsen havde anlagt sag mod deres tidligere læreplads Aldi på Flade Engvej i Frederikshavn og Aldi Sæby. De to har krævet erstatning for den chikane de oplevede på deres læreplads, hvor de var ansat fra august 2002 til sommeren 2004. De fik blandt ikke lov til at rejse sig fra kasseapparatet og gå på toilettet, og hvis de meldte sig syge, blev de presset til at møde på arbejde. Det dårlige arbejdsmiljø kørte pigerne ned psykisk, og de måtte have psykologhjælp. Nu har Aldi besluttet sig for at indgå et forlig i sagen og udbetale pigerne 27.000 kroner hver. Dermed undgår man en retssag ved Tvistighedsnævnet, som ellers var berammet til fredag 24. juni. Sagen var anlagt af pigernes fagforening HK. Carina Christensen og Janni Louise Thomsen stod i februar offentligt frem, og det fik flere tidligere ansatte til at henvende sig til HK. Det oplyser faglig sekretær i HK Skagen-Frederikshavn.-Sæby Rita Giversen. - Jeg fik omkring 20 henvendelser, som bakkede pigerne op, og alle var villige til at fortælle deres historie. Deres forklaringer blev vedlagt sagsakterne til Tvistighedsnævnet, og var klart med til at underbygge vores og pigernes sag. Samtidig var det en stor opmuntring for Carina og Janni at vide, at andre havde dårlige oplevelser. Sagen mod Aldi var rejst i forhold til erstatningsloven, og HK havde krævet 50.000 kroner til de to til sammen for tort og svie. Aldi og HKs advokater regnede sig siden frem til det nøjagtige beløb 26.787,50 kroner til Carina Christensen og 27.502,50 kroner til Janni Louise Thomsen. - Så der er virkelig en sejr, for de har fået mere end det beløb, vi krævede, siger Rita Giversen. Samtidig er HK også tilfreds, fordi Aldi har valgt at erkende, at de havde et ansvar. - Det er forhåbentlig et signal om, at Aldis ledelse fremover vil behandle deres personale, som man skal. Det giver også håb om et bedre samarbejde mellem fagforeningen og butikskæden fremover. - HK iVendsyssel har i dag 18 medlemmer, der arbejder i Aldi, men butikskæden opruster og vi får snart to nye Aldiforretninger her i Frederikshavn. Det vil være rart, hvis vi kunne samarbejde fremover. så ville en sag, som denne aldrig været kommet så langt, fastslår Rita Giversen. Hos Aldi har man ikke ønsket at kommentere forliget.