Tyskland

ALDI bydes velkommen i Farsø

Handelsstanden i Farsø glæder sig til, at den tyske kæde vil trække flere kunder til byen

FARSØ:- Det ser spændende ud. Og vi glæder os. Ordene kommer fra formanden for Farsø Handelsstandsforening, Jens Røschmann. Det er - naturligvis - den nye ALDI-butik, der åbner på tirsdag 7. oktober, som formanden glæder sig til at byde velkommen i Farsøs handels- og bybillede. - Vi kunne da godt være lidt i tvivl, men vi krydser alle vores fingre for, at ALDI passer ind i den struktur, der er i Farsø, siger Jens Røschmann. Han regner med, at den nye butik, som man efterhånden ikke længere kan kalde discount, vil give mere handel til Farsø. - Der er jo ikke så mange af den slags butikker i vores opland, og jeg tror da på, at ALDI vil trække en del kunder til Farsø. Vores opgave bliver så bare, at vi skal være dygtige til at trække kunderne ned i midtbyen til de andre tilbud, som Farsø har, siger Jens Røschmann. Ikke bange for kæde Han ser ingen fare i, at den tyske handelskæde etablerer sig i Farsø. - Næh, egentlig ikke. Vi har jo set både Fakta og REMA1000 komme her til byen, og de passer jo ganske fint ind i det samlede billede, siger Jens Røschmann. Den nye butik kommer til at fylde 700 kvadratmeter, og man behøver ikke gå mange skridt fra bilen til butikken. Der er nemlig anlagt 50 nye parkeringspladser i forbindelse med butikken på Holmevej. Når butikken ligger der, er det helt i tråd med placeringen af langt de fleste andre ALDI-butikker. De ligger nemlig som regel i forbindelse med indfaldsveje og med gode pladsforhold. Der er ansat fem nye medarbejdere til at betjene kunderne i den nye butik, og tre af dem kommer fra lokalområdet. Genkender butikken Det har også haft en vis betydning for placeringen i Farsø, at kommunen er en turistkommune, og alene det, at tyske turister kan genkende ALDI’s logo og varesortiment hjemmefra er nok til at få sommerkunder i butikken. ALDI holder åbent i alle ugens dage, og sortimentet kommer til at ligne det, man kender fra de øvrige butikker i den landsdækkende butikskæde.