Aldrig arbejderparti

Her op til arbejdernes internationale kampdag i dag, 1. maj, har debatten raset om, hvilke partier der er mest arbejderparti.

For mig at se er der ingen tvivl. Et arbejderparti skaber arbejdspladser og varetager arbejdernes interesser. I en krisetid som nu handler det om at trække landet fri af krisen og sparke gang i de økonomiske hjul igen. Folk skal ud af den afmagtsskabende arbejdsløshedskø og over i aktiv og udviklende arbejde. Arbejde giver vækst, udvikling og større fællesskabsfølelse. Med landets nye socialdemokratiske regering har vi fået en økonomisk kickstart, ambitiøse og brede energi- og trafikaftaler, en ambitiøs satsning på flere praktikpladser til de unge og bedre opkvalificering og uddannelse til de ledige. Måler vi på varetagelse af arbejdernes interesser, er der altså ingen tvivl: Socialdemokraterne er det sande arbejderparti. At Socialdemokraterne har haft en vanskelig start på regeringsprojektet og derfor midlertidigt har tabt terræn i meningsmålingerne til partiet Venstre, gør ikke Venstre til et arbejderparti. For hvornår har Venstre nogensinde varetaget arbejdernes interesser? Med Løkke som statsminister mistede vi mere end 170.000 arbejdspladser i den private sektor, altså mere end 100 arbejdspladser om dagen - også om søndagen. Venstre efterlod Danmark med et rekordstort antal arbejdsløse unge, der i afmagt måtte søge forgæves efter en praktikplads som elektriker, maler, grafiker eller andet. Job, som vi ved, Danmark kommer til at mangle i stor stil i de kommende år. Gang på gang har Venstre svigtet arbejderne i Danmark. Og her behøver jeg vist ikke minde om, at det også var Venstre, der tog initiativ til at fjerne efterlønnen og forkorte dagpengeperioden. Nej, arbejderparti bliver Venstre aldrig! Når Venstre alligevel vinder mange vælgere blandt arbejderne i de aktuelle meningsmålinger, er det et opråb til alle os Socialdemokrater. Vi skal være mere tydelige og klare i vores kamp for flere arbejdspladser og bedre uddannelsesvilkår. "Arbejde og tryghed, stem på liste A" som det hed på valgplakaterne i 1950'erne. Vejen frem for Socialdemokraterne er, at vi skal satse yderligere på vækst og udvikling samt skabe nye former for fællesskab og solidaritet. Sammenhængskraften er nemlig Socialdemokraternes kendemærke. At være arbejderparti handler ikke kun om at være et parti, der varetager en bestemt gruppes interesser. De, der mener, at man bliver mere arbejderparti ved at sige, at man ikke er et parti for piloter, advokater og gymnasielærere, tager grueligt fejl. Et moderne arbejderparti er bredt favnende og bygger videre på den stærke alliance, der i mange år har været mellem de brede lønmodtagergrupper i det danske samfund og den stadig voksende gruppe af veluddannede lønmodtagere. Det er en alliance, der bygger på det fælles ønske om solidaritet, fællesskab og et godt velfærdssamfund med arbejde og tryghed for alle.