Aldrig før har Tesla solgt så mange elbiler

Et stærkt fjerde kvartal var sidste år med til at give Tesla det største salg af elbiler nogensinde.

Tesla har i det forgangne år haft travlt i sin produktion, hvor der er blevet fremstillet rekordmange biler. (Arkivfoto)

Tesla har i det forgangne år haft travlt i sin produktion, hvor der er blevet fremstillet rekordmange biler. (Arkivfoto)

PALO ALTO: Den amerikanske elbilproducent Tesla har i 2019 haft det travleste år nogensinde.

Samlet for året leverede Tesla således omkring 367.500 elbiler. Det er det foreløbigt højeste antal målt på et enkelt år, oplyser selskabet fredag i en meddelelse.

I forhold til året før var der tale om en stigning på mere end 50 procent.

- Vi vil gerne takke vores kunder, medarbejdere, leverandører, aktionærer og støtter, som har gjort det muligt at opnå endnu et rekordår, skriver Tesla i meddelelsen.

Alene i fjerde kvartal 2019 producerede Tesla næsten 105.000 elbiler, hvilket ifølge Tesla var det højeste antal for et kvartal nogensinde.

I samme kvartal satte selskabet en anden rekord, da der blev leveret omkring 112.000 elbiler.

Det var derved bedre end ventet blandt de analytikere, som følger selskabet og dets aktie. Analytikerne ventede ifølge Bloomberg News 103.679 solgte elbiler.

Det var særligt en bedre end ventet levering af Teslas Model 3, der sikrede det stærke samlede tal for kvartalet.

Selskabet leverede 92.550 Model 3-biler i perioden mod ventet 86.280 blandt analytikerne.

På det amerikanske aktiemarked reagerer investorerne positivt på tallene fra Tesla. Selskabet aktie stiger lidt mere end tre procent, samtidig med at det generelle aktiemarked falder en smule på grund af uroen mellem Iran og USA.

Sammen med antallet af leverede elbiler for sidste år oplyser Tesla, at det arbejder på at styrke sin produktion til fremtiden.

- Vi fortsætter med at fokusere på at udvide vores produktion i både USA såvel som vores nyligt etablerede facilitet i Shanghai, skriver Tesla i meddelelsen.

Tidligere har Elon Musk, administrerende direktør og medstifter af Tesla, også sagt, at selskabet vil åbne en fabrik i Tyskland.

Det vil i givet fald være selskabets første på europæisk jord.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.