Aldrig mere junk til Tanja

Tidligere grillejer er blevet bidt af det med sunde madvarer

2
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Tanja Hæsum er selv blevet bidt af det økologiske og er begyndt at bage sit eget brød. Foto Jens Morten

SKØRPING:Det var ellers ikke fordi Tanja Hæsum tænkte så meget på økologi og sunde fødevarer selv, men hun fornemmede i sin tid, at det var der afsætning i, da hun og manden kom til Skørping efter et år i Spanien. I udlandet havde hun lært at sætte pris på de små forretninger og stemningen, der hører til. Så da hun så, at stationen stod tom, kunne hun sagtens forestille sig, hvordan den kunne blive til Mad og Mocca, som stedet kom til at hedde. Men nu sælger hun. Der er lagt meget arbejde i madstedet, som er kendt for sin kvalitet og blandt andet har kommunen blandt sine kunder. Ikke at de kan være der alle samme, for der er faktisk kun plads til 14 spisende ad gangen, men telefonen kimer hele tiden med bestillinger på sandwiches og tærter, som kunderne er vilde med. Tanja Hæsum er 32 år og rejste til Spanien med to små børn. Manden slog sig ned som ejendomshandler, lærte spansk og Tanja tog et klippekursus. Hjemme havde hun banket Grillen i Terndrup op til en god forretning og havde solgt den, for der skal gerne ske noget og parret vil meget gerne se verden. Over internettet fandt de deres nuværende hjem i Rebild og lærte hurtigt folk at kende. Det var med det kendskab, at Tanja straks så, hvordan den lille café skulle være. Der blev lavet lejeaftale med DSB og ellers knoklet med at blive klar til åbningen. Derefter viste det sig, at nummer tre var på vej og nu vil de tre drenges mor gerne hellige sig dem nogle år. Derfor sælger Tanja Hæsum, men ikke uden at det lille eventyr på Sverrigesvej over for Kulturstationen i Skørping har præget hende. - Jeg sætter aldrig tænderne i en burger igen, slår hun fast med sikkerhed. Aldrig. Fremtiden for hende og hedes lille familie ligger fast på det punkt. Maden skal være sund og i orden, men rejse ud vil de gerne alligevel. Måske USA, måske Australien, måske et helt tredje sted. Det er ikke afgjort. Endnu.