EMNER

Alenefar på fuldtid

Der er masser af plads til både Sophie Amalie og arbejdet

2
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

3-åri­ge So­phie Ama­lie bor fast hos sin far, og be­sø­ger sin mor hver an­den week­end.

AALBORG:36 år. Falckmand. Enlig og far på fuldtid. Jesper Reckweg nyder tilværelsen sammen med datteren Sophie Amalie på tre år. Hun har boet hos ham siden maj, og dagligdagen som en lille familie på to er ved at falde på plads. Jesper Reckweg har altid taget meget del i Sophie Amalies opvækst, og hun er da også med hans eget ord ”fartosset”. Derfor var han kun glad, da den lille pige fik adresse hos ham. I fuld enighed med hans ekskone. Denne dag holder Sophie Amalie fri fra døgnbørnehaven, hvor hun ofte er, når hendes far er på arbejde ved Falck i Skive. Men i dag har de begge to fri, og så står den på Bamse & Kylling og sofahygge. Rigtig kvalitetstid Familien Reckwegs dagligdag er ikke som de flestes. Men det er på grund af døgnvagter på Jespers arbejdstider, og ikke fordi han er alene med en lille pige. - Vi får nogle meget bedre timer sammen, end jeg tror mange andre får. I stedet for at hun er træt om aftenen, så henter jeg hende om morgenen, hvor hun er udhvilet, forklarer Jesper Reckweg. - Vi kan nemt holde hyggeaften en tirsdag i stedet for en lørdag for eksempel. Der er masser af gang i Sophie Amalie, så der skal ske noget, når hun kommer fra børnehave. - Tit så handler vi, når jeg har hentet hende i børnehaven, og så kører vi hjem og hygger os. Så ser vi for eksempel fjernsyn, bager kage eller tager ud og besøger mine forældre. Hun er nok forkælet på nogle områder, men sådan er det nok generelt med enebørn, siger han. Ikke så meget pylren Jesper Reckweg synes ikke, der er særlig forskel på hans familie i forhold til en enlig mor eller en kernefamilie med far, mor og børn. Han syr godt nok ikke dukketøj med datteren, men så lærer hun noget andet. - Det bliver nok meget drengeting, fordi jeg er mand. Hvis jeg ordner bil, så ordner hun også bil. Vi lavede også nye værelser hos min far og mor, hvor hun gik og hamrede. Men ellers laver vi stort set det samme, som andre familier, siger han smilende. - Hun får lov til at udfolde sig, kravle på stiger og andre småfarlige ting. Jeg pylrer ikke sådan om hende, det er godt for hendes motorik. Hun er en hård dame og kan klare nogle knubs. Selvfølgelig viser jeg omsorg for hende, men der er forskel på gråd. Fra børnehaven, andre forældre og omgivelserne i det hele taget, har Jesper Reckweg ikke oplevet fordomme overfor hans tilstrækkelighed som far eller noget andet i forhold til Sophie Amalie. Han har tværtimod fået gode råd hen ad vejen. - Der er da mange, der studser over det, men jeg har kun fået positive bemærkninger. Og hvis man er åben overfor det, så får man også mange gode råd, siger han. Fra kvinderne side er der dog delte holdninger til den lille lyshårede dame i hans liv. - Når man når min alder, så siger mange, at de er færdige med små børn. Men andre synes, det er spændende, fortæller han. Selvom det kan være krævende at være alene med et barn, så kan ikke Jesper Reckweg ikke se, hvorfor de mænd, der har muligheden ikke vælger at blive alenefædre. - Nej. Det kan jeg ikke forstå. Kun hvis der er noget arbejdsmæssigt i vejen. Man er ikke hæmmet, bare fordi man har et barn.