EMNER

Alexandraskolens elever føler sig svigtet i afskedens stund

De sidste elever lukker og slukker med modeshow torsdag aften

Alexandraskolen i Frederikshavn har præsteret mange flotte opvisninger - her i 2003. Arkivfoto: Carl Th. Poulsen

Alexandraskolen i Frederikshavn har præsteret mange flotte opvisninger - her i 2003. Arkivfoto: Carl Th. Poulsen

FREDERIKSHAVN:De sidste elever på den snart forhenværende Alexandraskolen i Frederikshavn står selv for det absolut sidste modeshow under skolens vinger torsdag aften klokken 19 i Det Musiske Hus i Frederikshavn. - Mandag 18. juni fik vi elever på Alexandraskolen den triste meddelelse, at bestyrelsen for FOF Frederikshavn har besluttet, at den store afslutning for Alexandaskolens sidste elever med gallashow i det Musiske Hus i Frederikshavn er aflyst, fortæller en af eleverne, Christina Filtenborg. - Efter nogle tudetimer har vi elever besluttet, at hvis bestyrelsen ikke vil, så kan vi selv stå for det, der uden sammenligning er årets højdepunkt for os elever. - Samtidig skylder vi Alexandraskolen den ære, at selvom vi er det sidste hold af dameskræddere, der forlader skolen inden den lukkes, så bør det ske med en ordentlig afsked med Frederikshavn by, supplerer en anden elev, Stine Fristrup. Eleverne har valgt selv at gennemføre modeshowet, som de kalder for: ”Den aller sidste time”. - Vi vil vise tøj, vi selv har lavet, både til os selv og til kunder udefra. Iblandt kunderne kan nævnes Birgitte Josefsen, Solveig Laustsen med flere. - Der vil blive holdt en auktion over to gavekort på sæt efter eget valg. Vi er åbne for sponsorater og indtil videre kan vi nævne Nord Jyske Bank og Danske Bank, der bakker op om dette sidste modeshow. Vi håber, at rigtige mange frederikshavnere vil møde op og tage et værdigt afsked med skolen i det Musiske Hus på torsdag klokken 19, siger de to elever fra Alexandraskolens sidste hold.