Alfa-comeback i USA

Alfa Romeo begynder snart at genoptage dialogen med de amerikanske forhandlere, som tidligere solgte de italienske biler i USA. Alfa-chefen, Daniele Bandiera forventer nemlig, at mærket i 2007 vil være etableret på verdens største bilmarked og det med fire forskellige modeller: en coupé, en to-sædet spider, en sedan og en stationcar. I første omgang er det omkring 40 trofaste Alfa-forhandlere, som vil få tilbudt en kontrakt. Men på trods af, at GM har ejerandel i Alfa, vil det ikke komme på tale, at bilerne skal sælges gennem GM-salgskanaler. Alfa Romeo trak sig ud af det amerikanske marked i 1995, hvor salget kun udgjorde 414 biler. Det toppede i 1989 med næste 4000 solgte biler. Det itealienske mærkes comeback til USA er i øvrigt blevet udsat adskillige gange. Da GM i 2000 købte sig ind i Fiat, der ejer Alfa, blev det proklameret, at 2004 ville være året for Alfas tilbagevenden til staterne. Men siden hen er det blevet udskudt til 2005 og nu til 2007.