Alfie lærer at tænke sig om før han lyner ned

Et remake af en engelsk filmklassiker, der ikke rigtig tager sin problemstilling alvorligt og samtidig har problemer med at finde balancen mellem smartness og sentimentalitet. Og ender ned at blive uvedkommende.

Alfie (Jude Law) er en kynisk engelsk kvindebedårer, der går fra kvindefavn til kvindefavn på Manhatten i New York. Klassisk ulasteligt klædt tænker han kun på buede babser og faste bagdele, og så snart det begynder at smage lidt af forpligtigelser, nærvær og følelser, er han den, som er forduftet med et charmerende smil og en papirtynd undskyldning. At binde sig eller ikke at binde sig? Det er spørgsmålet, som enhver inkarneret ungkarl har stillet sig, indtil han kom på andre tanker. Og bandt sig. Jude Law spiller rollen á la en køn, ung, blåøjet Sting, men mangler charmen til, at vi for alvor kan goutere og sluge denne evigt plaprende Score Kaj. Figuren mangler simpelthen det glimt i øjet, der kunne få os til at råsluge frækhederne. Til gengæld kan vi så nyde alle de gode biroller, som filmen er spækket med. Den søde enlige mor Julie (Marisa Tomei), den smukt kurvede og særdeles sexede Lonette (Nia Long) og den succesrige karrierekvinde Lis (Susan Saradon). De myldrer omkring Alfie og er hver på deres måde særdeles attråværdige kvinder. Alfies problemer er blot, at han ikke kan engagere sig. Og derfor skal det naturligvis gå grueligt galt med ham og alle de kvinder, han ikke engagerer sig i. Netop fordi det er lige præcis det, han gør. Han vil fornøjelsen,overfladen og festen, men ikke forpligtigelsen og besværlighederne. Så selvfølgelig får denne forhærdede kvindebedårer sig nogle klaps af livet og bliver såmænd også lidt klogere på sig selv. På den måde kunne det her godt være blevet til en rigtig udmærket film.Og birollerne er da også glimrende besat med både kompetente og velspillende kræfter. Men Jude Law magter ikke at brænde igennem og visse dette overflademenneskes livssmerte, da det går op for ham, hvor meget han både sårer andre mennesker, og hvor håbløst alene han egentlig selv er. Den første lille time af den her film er bare ulidelig overfladesmart og opgejlet. Proppet fuld af alle de rigtige tøj-, cigaret-, bil- og parfumemærker. Alene denne skjulte produktplacering på alt fra Chanel og Gucci til Carlsberg må have givet filmproduceren et pænt tocifret millionbeløb. Først til sidst begynder filmen for alvor at skrabe i scoremesterens glatte overflade, men hans forventelige sammenbrud og bitre efterfølgende selverkendelse løber ud i ren flæbesentimentalitet. Så historien om en hensynsløs kvindebedårers storhed og fald mest ender som lækker og ligegyldig underholdning. Lidt en skam, når du tænker på skuespilleren Michael Caines pragtpræstation i originalen fra 1966.