Alibi blev til et fældende bevis

Tyverier 6. september 2002 08:00

AALBORG: Polle fra Snave skulle have været det fuldendte alibi, men endte som det fældende bevis, da to kvinder på 19 og 28 år i samarbejde med en 47-årig mandlig bekendt udtænkte en snedig plan for forsikringssvindel. Ifølge de oplysninger, der kom frem, da sagen mod trioen i går blev behandlet i retten i Aalborg, var planen at fingere et indbrud i kvindernes hjem i Aalborgs opland, ligesom deres bil skulle stjæles og smadres. Altsammen for at score forsikringspenge. Planen blev ført ud i livet lørdag 23. marts, og de tre havde tænkt på et alibi i form af, at de skulle indløse billet til biograffilmen "Polle Fiction", så de kunne bevise deres uskyld med, at de sad og grinede i biografmørket, mens de kriminelle handlinger foregik. Reelt havde de allerede før biografturen fikset indbruddet i huset, og de ting, der "blev stjålet", deponerede de hos en bekendt, som ikke anede uråd. Efter aftale skulle den 47-årige mand køre bilen til et øde sted og smadre den. Det gjorde han ved Lundby Krat, hvor politiet fandt bilen den følgende nat. Nu var der bare lige det, at politiet ved den smadrede bil fandt en biografbillet til "Polle Fiction", som den 47-årige havde tabt, og dermed var Polle fra Snave ikke længer noget godt alibi, men nærmere et fældende bevis mod de tre. De tre tilstod alt i retten, som takserede fuskeriet til fire måneders betinget fængsel og samfundstjeneste. Det er uvist, om samfundstjenesten skal afsones hos Snave Slam.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...