- Alkohol blev min skæbne

En fantastisk lykkefølelse kalder skuespilleren Allan Olsen sit 15-års jubilæum som ædru alkoholiker. I dag hjælper han andre ud af misbrug

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

- Jeg er alkoholiker, og der sidder en slumrende slange på min skulder, og hvis han bliver kløet bag øret, vågner han op til dåd, og det går galt, siger Allan Olsen, der i dag er en af landets mest efterspurgte foredragsholdere. (Foto: Thorkild Amdi/Polfoto)

Han har datoen mejslet ind i hukommelsen. 3. december 1993. Allan Olsens liv lå i stumper og stykker. Teaterinstruktørerne havde givet op. Filminstruktørerne. Venner og familie. Selv forsøgte han at rejse sig. Han havde taget antabus, før han skulle møde på alkoholambulatoriet på Frederiksberg, men da han var på vej derud og stod foran et brunt morgenværtshus, åbnede døren af sig selv, og sprutflaskerne dansede ned i hans hals. Kort tid efter blev han varm og rød i ansigtet, hjertet hamrede, og han gispede efter vejret. - Jeg var to personer. Den ene var den fornuftige Allan, der havde taget antabus, fordi han ville ud af sit alkoholmisbrug. Den anden ville på druk, forklarer han. Og det kom Allan Olsen. På druk. Men det var sidste gang. Nogle timer senere befandt begge hans halvdele sig i morgenkåbe på et behandlingssted langt ude på landet, og det var her han første gang sagde sætningen: “Jeg hedder Allan, og jeg er alkoholiker.” Nu skulle han limes sammen. Det var 3. december 1993, og siden har han ikke rørt de farlige dråber: - Projektet lykkedes, konkluderer Allan Olsen, mens han spiser en laksemad og drikker cola på NIMB i Tivoli. Den rodløse drukkenbolt er blevet voksen. - Jeg har besejret kong alkohol. Minnesotakur og AA hjalp Allan Olsen kom på Minnesotakur, og siden har han haft sin gang i Anonyme Alkoholikere (AA) - et fællesskab som har haft en kolossal betydning, fortæller han: - I AA møder jeg også mennesker, som lige er holdt op med at drikke, og de minder mig om, hvor hårdt det er i begyndelsen, og jeg tænker: godt det ikke er mig. Det er hulens svært i starten, hvor man har sagt farvel til det gamle liv men endnu ikke har fået et nyt bygget op. Når jeg ser nybegynderne eller nystarterne, som vi kalder dem, så bliver jeg mindet om, hvor jeg kommer fra, og hvis jeg begynder at drikke igen, bliver jeg nulstillet. De forhindrer, at jeg laver selvbedrag og siger til mig selv: åh, hvad fanden, nu har du sgu da været ædru i 15 år, så du er blevet et helt nyt menneske. Nu kan du godt ta’ en lille en. Den tanke får jeg aldrig, for jeg ved, at jeg er et af de mennesker, der ikke kan tåle at drikke. Jeg er alkoholiker, og der sidder en slumrende slange på min skulder, og hvis han bliver kløet bag øret, vågner han op til dåd, og det går galt. Allan Olsen er en af landets mest efterspurgte foredragsholdere, og han bliver aldrig træt af at rejse rundt og tale om alkoholisme, fortæller han: - Nej, for det giver mit liv mening, at jeg kan hjælpe andre med at komme ud af deres misbrug. Jeg bruger mig selv som et levende eksempel på, at der er et godt liv uden kong alkohol. Til gengæld er Allan Olsen ikke i tvivl om, at han ville være død i dag, hvis han ikke havde sat proppen i flasken. - Min alkoholisme havde udviklet sig til en desperation og en anarkisme. Et liv på kanten. Det stemningsændrede mig, så jeg kom ud i en masse problemer. Jeg er tit kommet galt af sted og har fået nogen på ørerne. Jeg tror, at jeg var blevet slået til plukfisk, var gået ud foran en bil i en brandert, eller også havde jeg fået skader på mine organer, og var død af det. Nej, det havde jeg ikke overlevet. Julen er en møgtid Allan Olsen har lige læst i avisen, fortæller han, at 60.000 danske børn er bange for, hvordan de kommer gennem julen, fordi deres mor eller far har et alkoholmisbrug. Selv husker han, hvordan han forsøgte at få julegaveindkøbene og sit drikkeri til at gå op i en højere enhed: - Jeg købte to gaver, og så røg jeg på værtshus og tankede op, så købte jeg en gave mere, og så fortjente jeg igen en lille en. Til sidst havde jeg trukket den så langt i ørerne, at jeg ligeså godt kunne blive helt væk, i stedet for at gå hjem til min kæreste og vores barn og få en masse ballade. Julen er en møgtid for mange, for der er så mange følelser i spil. Det kan hurtigt gå galt i de familier, der ikke har et godt og afklaret liv. Vild med golf Allan Olsen synes ikke, at det var svært at holde op med at drikke - ikke da han først kastede håndklædet i ringen. Men det var hårdt at finde nye værdier i livet, fortæller han: - Det er vigtigt, at man ikke isolerer sig. Man skal være social og lægge planer for sin nye tilværelse. Det er også vigtigt, at man finder ind i en rytme, hvor man står op om morgenen og fylder sin dag med meningsfulde ting. Allan Olsen var i årevis en ihærdig maratonløber, men i dag har han skiftet løbeskoene ud med golfsko: - Det er livsvigtigt, at jeg har en sportslig interesse, og jeg er blevet vild med at spille golf. Jeg føler, at jeg kommer ind i et spirituelt rum, hvor jeg bliver ladet op, og i dag kan jeg slet ikke undvære det, siger Allan Olsen, der dog også har andre interesser: - Det vigtigste for mig er min familie. Som alkoholiker bliver man helt vild selvcentreret, men i dag har jeg overskud til at se ud over min egen næse, og det har bevirket, at jeg har fået nye relationer til min familie, og de har selvfølgelig også fået det helt anderledes med mig, for i dag kan de stole på mig. Jeg er ikke længere ham idioten, man ikke kan regne med og som ødelægger alt. Et godt liv Allan Olsen fik sit store gennembrud som autodidakt skuespiller, da han i 1978 spillede Charly i Morten Arnfreds film “Mig og Charly,” og siden har han indspillet et hav af filmroller. Men de seneste ti år har filmrollerne kun været en bibeskæftigelse. Foredragene om alkoholisme betragter han som sit hovederhverv: - Lige siden jeg var 12 år, har alkohol spillet en enorm rolle i mit liv. Det forvildede min pubertet og min ungdom, og da jeg blev voksen sled det mig fuldstændigt ned, og da jeg havde været ædru i fem år, begyndte jeg at holde foredrag, så man må virkelig sige, at alkohol er blevet min skæbne. Heldigvis befinder jeg mig i dag på vinderholdet, og det er der mange der gør. Der er masser af lykkelige historier, så hvis vi giver op og beder om hjælp, er der et lykkeligt liv til alle os alkoholikere. Og man kan ligeså godt kapitulere først som sidst, understreger Allan Olsen: - Har man først udviklet alkoholisk adfærd, går det én vej - nemlig ned ad bakke. Enten fortsætter man med at drikke og får et dårligt liv, eller også går man i behandling og får et godt liv. Det er meget enkelt.