EMNER

Alkohol giver fedt om leveren

Selv et moderat alkoholforbrug på to-tre genstande dagligt, kan medføre fedt om leveren. Når mennesker får påvist forhøjet levertal i forbindelse med en helbredsundersøgelse hos lægen, er den hyppigste årsag fedtlever. Fedtlever hænger ofte sammen med livsstilen og ses først og fremmest hos personer, der indtager alkohol eller er overvægtige. Folk med sukkersyge eller forhøjet kolesteroltal kan ligeledes udvikle fedtlever. Alkohol bevirker, at stofskiftet i leveren omlægges, så der ophobes fedt. Fortsætter påvirkningen, nedbrydes levervævet, og der kommer i stedet arvæv. Mens en fedtlever er større end den normale lever på grund af det ophobede fedt, så skrumper leveren, når der kommer arvæv. Heraf betegnelsen skrumpelever. Hvis alkoholindtagelsen ophører, vil en fedtlever forsvinde igen, mens en udviklet skrumpelever ikke kan helbredes. Ophør med alkoholindtagelsen vil dog bedre overlevelseschancen. Er ens levertal forhøjet, vil der altid være grund til at holde en total pause med alkohol i fire - seks uger. Falder levertallet herunder, er alkoholindtagelsen årsagen. Alkoholforbruget kan godt genoptages, men det er vigtigt at holde sig inden for Sundhedsstyrelsens angivne retningslinier, nemlig maksimalt tre genstande dagligt for mænd, og to genstande dagligt for kvinder. Holder man sig inden for disse grænser, vil en let fedtlever ikke være farlig. Kilde: Sundhed.dk