All England-konge

Erland Kops har vundet flere All England-titler i herresingle end nogen anden dansker og fylder i dag 75 år. Foto: Scanpix
¤Erland Kops, en af Danmarks bedste badmintonspillere gennem tiden, fylder i dag 75 år. Erland Kops har ganske vist aldrig vundet et verdensmesterskab, men det skyldes ganske enkelt, at man først indførte VM-turneringen i 1977, hvor Kops var stoppet med at spille på topplan. Inden 1977 regnede man All England-turneringen i London for at være det uofficielle verdensmesterskab, og her vandt Erland Kops herresinglerækken hele syv gange. Det er flere, end nogen anden dansker har formået, og det er kun et mesterskab færre end indoneseren Rudy Hartono, der har rekorden med otte finalesejre. Kops var ikke specielt dygtig rent teknisk, men levede i høj grad på sin fysik. Han var en af de første, der trænede med en tung vest på, og på den måde sikrede han sig det kraftoverskud og den fantastiske kondition, der nogle gange afgjorde kampene. Han duellerede i begyndelsen af karrieren med Finn Kobberø om den hjemlige trone, og efter et lille årti på toppen måtte han i 1967 efter sit femte og sidste danmarksmesterskab i single se Svend Pri overtage pladsen som Danmarks bedste herresingle. Erland Kops' præstationer har berettiget ham til en plads i sportens Hall of Fame, og han var også nomineret til titlen som Århundredets Sportsnavn. Han drev i 40 år frokostrestauranten Sankt Nikolai i København, men solgte sidste år forretningen. Den nye ejer har ændret stedet i retning af en klassisk engelsk pub, men har dog navngivet førstesalen efter den tidligere ejer, så man kan fremover nyde en portion shepherds pie og en øl i "Erland Kops Suite".
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.