EMNER

Allan er en magisk dame

Allan Birkemose bruger hver dag op til syv timer på at være en aggressiv kvinde. Selv om dobbeltrollen har haft store konsekvenser, ser han det bare som en naturlig måde at være social på

Et smalt kælderværelse i Aalborg-kvarteret Vejgaard. Det er her, forvandlingen foregår. For hver eneste aften transformerer den 21-årige Allan Birkemose sig til kappeklædt kvinde med opsat mørkt hår, når han kommer hjem fra studierne på Aalborg Universitet. Hver eneste aften bliver Allan til Bradmilla. En magisk hårdtslående dame. Men Allan skifter ikke identitet, fordi han synes, det er fedt at gå i kjole. Han synes bare, det er sejt at være en kvinde, når det nu kan lade sig gøre i internetspillet World of Warcraft, hvor flere millioner mennesker samles hver aften for at dræbe monstre, løse opgaver og snakke med hinanden. Og da han har hugget aftensmaden i sig - som denne onsdag aften ikke helt usædvanligt består af pasta og ketchup - stiller han halvanden liter Fanta frem på skrivebordet og trykker på kontakten. De næste tre til syv timer foregår inde i computerens uforudsigelige online-univers. - Nogle kalder det nørdet og en flugt fra virkeligheden. Jeg mener bare, at det er mindst lige så godt som at læse en bog eller se fjernsyn i fire-fem timer hver aften. Jeg mener, at jeg får mere ud af det her. Jeg udfordrer mig selv og møder folk. Man kommunikerer jo med hinanden og sidder ikke bare og stirrer ind i en flimmerkasse uden at gøre noget interaktivt, siger Allan, mens Bradmilla løber gennem en mørk skov. Hun fortsætter ud ad øde stier for at lede efter guld og værdifulde våben. Hun udforsker terrænnet for at finde orker eller humanoids, som kan dræbes. Og hun forsøger at lyse vejen op med sin flammende stav. Det er ikke så let at se noget, for mørket sænker sig i World of Warcraft i takt med lyset udenfor kældervinduerne i Vejgaard. Og Allan har tilmed skruet ned for lysniveauet på sin computerskærm, for ikke at få ondt i øjnene. - Det fascinerende er hele det der med at komme væk og prøve at være en anden person. Du kæmper for en sag, der i bund og grund er ligegyldig, men det optager bare en så meget alligevel, siger han. Mistede venner Allan har spillet computer i mange år, men blev for alvor bidt af de fantasifulde universer, da man kunne begynde at spille på internettet. Her kunne han spille mod andre virkelige mennesker og chatte med dem undervejs. Spillene slutter aldrig, og derfor havde Allan i gymnasiet ikke meget tid til andre sysler. Her var det især spillet Counterstrike, der optog ham. - Jeg har nok haft det, nogle vil kalde et spilleproblem, hvor jeg simpelthen sad døgnets 24 timer og spillede. På nær de timer, hvor jeg spiste og var i skole. Jeg spillede konstant uden rigtigt at snakke med andre uden for spilleverdenen, siger han. Og Allan har mærket konsekvenserne af tiden foran skærmen. Forældrene brokkede sig, men også vennerne i den virkelige verden begyndte han at proritere lavere end den virtuelle verden, hvor han kunne møde nye mennesker over hele verden. - Konsekvenserne blev, at jeg mistede nogle venner, som ikke var inde i miljøet. Lige så langsomt går alt op i spillet, og du snakker ikke om andet. Det gider almindelige folk jo ikke høre på. Det er ligegyldigt snak, og så mister du simpelthen dem som venner. De kan ikke bruge sådan en person, der altid siger nej til de sjove arrangementer, fordi de skal sidde derhjemme og spille. Jeg er nørd Men siden gymnasietiden har Allan droslet lidt ned på timeantallet foran skærmen. Han spiller godt nok stadig internetspil som "World of Warcraft" og fodboldmanagerspillet "Hattrick". Han bruger sit gamle keyboard, fordi det er hurtigere at reagere på end det nye trådløse. Og han har også både købt og solgt virtuelle våben og fiktivt guld på internettet for virkelige penge. Men ellers føler Allan, at han har styr på sin lidenskab for spil på internettet. - Jeg er ikke bange for at kalde mig nørd. Det gør jeg gerne, men jeg er ikke mere nørd, end at jeg kan tage en bytur, spille fodbold med vennerne eller se en film, siger han. Og de venner han har mistet i den virkelige verden, er blevet erstattet af lige så gode venner gennem cyberspace. - Det er at være social på en anden måde. Nogle gange møder jeg nye folk, og snakker med dem. Måske bare i fem minutter, men jeg møder også personer, som jeg kan spille med flere dage i træk. Lige så langsomt får man bygget et venskab op, forklarer han. Fremmede stemmer Mens Bradmilla fortsætter sin færd gennem skove, dybe dale og på ryggen af stejle bjergsider, roder Allan ved lysstyrken på skærmen. Det er alligevel blevet for dystert, og nu vil han gerne have skruet lidt op. Det volder lidt problemer, og han må søge hjælp hos vennerne. Med et tryk på en knap på keyboardet vælter det ud i kælderværelset med fremmede stemmer. Et slags enormt telefonmøde baseret på IP-telefoni, som man kan deltage i eller lade være. Allan er næsten altid koblet på, og kalder ud i rummet på en kammerat, som han ved er til stede. Han får hjælp til skærmen, og forklarer, at der er forskellige knapper på tastaturet til hver enkelt af vennerne, hvis han vil tale privat. - Du kan sige noget til folk, som du normalt ikke gør. Hvis der er en, du ikke kan samarbejde med, så siger du det lige i hovedet på ham, og så går du fra ham. Det er sværere at gøre det i den virkelige verden. Det er også sværere at diskutere i den virkelige verden. Jeg vil for eksempel ikke kalde dig dum eller sådan noget. Det er som om, man nærmest har en maske på i den virtuelle verden. De ved ikke, hvem du er, og derfor kan du tillade dig at opføre dig på andre måder, siger han. Men ind imellem kan sammensmeltningen mellem det virkelige og det virtuelle skabe problemer. - Lige pludselig kan man komme til at sige noget i virkeligheden, som man overhovedet ikke ville have sagt. Simpelthen fordi du er vant til at sige det så direkte. Jeg er kommet til at svine folk til på en meget hård måde, hvor man nok burde have fundet ud af en løsning. Men det er det, der følger med, siger han. Men der er meget andet, der følger med. Allan besøger jævnligt - i virkeligheden - de venner, som Bradmilla har skaffet ham i det virtuelle univers, og han er begyndt at læse datateknologi på universitetet. Her føler de sig begge hjemme, og Allans identitet som kappeklædt kvinde bliver anerkendt og respekteret.