Aalborg

Allan Gaarde føler med sin overmand

- Jeg ville have det underligt med, hvis han slap uden videre tiltale

AALBORG:Det var en noget mut Allan Gaarde, der onsdag formiddag modtog beskeden om, at David Nielsen er fortid i AaB. - Jeg vil gerne understrege, at vi har haft et fint forhold indtil episoden i mandags. På Davids vegne er jeg derfor oprigtigt ked af, at han nu må forlade klubben. På den anden side, så ville jeg nok også have det lidt underligt, hvis han slap helt uden videre tiltale, funderer Allan Gaarde. Han har ikke snakket med David Nielsen siden episoden i mandags, og Gaarde kan iøvrigt ikke bidrage yderligere til opklaringen af, hvad der førte til den fatale knockout. - Jeg har ikke huske noget som helst fra den træning, men det siger lægerne er meget normalt. Hukommelsen kommer nok tilbage på et tidspunkt, siger Allan Gaarde, der ikke har nogen planer om at melde sagen til politiet. Han føler sig dog stadig noget rystet efter mødet med David Nielsens knytnæve, som har givet ham en mindre hjernerystelse. Allan Gaarde har derfor holdt sig hjemme fra træningen siden, og han er ikke sikker på, hvornår han igen trækker i tøjet. - Jeg afventer lige, hvordan jeg har det i morgen, men jeg slutter mig i hvert fald til truppen senest, når vi på lørdag rejser på træningslejr på Cypern, slutter Allan Gaarde.