Allan Kuhn: AGF er en speciel udfordring
Hobro-angrebet kommer på en svær opgave, når de skal op imod AGF, der har ligaens bedste defensiv
Opdateret 28. august 2018 kl. 08:48
FODBOLD: Det er to vidt forskellige hold, der skal op imod hinanden, når Hobro fredag aften tager imod AGF på DS Arena.
Hobros målscore hedder i skrivende stund 7-15, hvilket betyder, at det er det mandskab, der har lukket flest mål ind af alle i Superligaen. Kigger man på deres modstander AGF er målscoren på 4-3, og de er dermed det hold, der har lukket færrest mål ind.
Cheftræner for Hobro Allan Kuhn ser derfor frem til en svær opgave, når århusianerne kommer på besøg.
- Det er en speciel udfordring. AGF er et hold, der ikke laver særlig mange mål, men bestemt heller ikke lukker mange ind. Siden David Nielsen er kommet til, har det været et rigtig stærkt disciplineret og organiseret hold, siger han.
Et andet tema op til kampen mod AGF har været Hobros dårlige defensive statistik. Senest lukkede de gulklædte tre mål ind mod Randers, og Allan Kuhn forventer en langt bedre defensiv indsats i fredagens opgør.
- Vi skal være koncentrerede, fokuserede og hårde i duellerne i og omkring vores straffesparksfelt. Det er vigtigt at alle arbejder stenhårdt for, at der ikke bliver scoret imod os. Og det er helt oppe fra angriberne ned til målmanden. Det har været vores primære fokus, for de 15 mål, vi har lukket ind, er alt for mange. Det må vi bare erkende, siger Allan Kuhn.
Kampen mod AGF sparkes i gang fredag kl. 19 på DS Arena i Hobro.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.