Udland

Alle 14 dræbt i helikopterstyrt i Peru

Myndighederne i Peru har fundet vragdelene fra en styrtet helikopter - en svensker er blandt ulykkens 14 ofre.

Alle 14 dræbt i helikopterstyrt i Peru

Efter tre dages eftersøgning har myndighederne i Peru fundet en turisthelikopter, der var forsvundet i Andesbjergene nær byen Cusco. Ingen af de 14 personer om bord overlevede ulykken. En svensk statsborger er blandt de omkomne.

Regn og sne gjorde redningsarbejdet besværligt, men til slut fandt en gruppe politifolk med speciale i bjergklatring helikoptervraget i 4900 meters højde.

Et større team er på vej for at bjerge ligene.

- Vi er på vej til ulykkesstedet, hvor helikopteren og ligene befinder sig, siger lokal anklager Cesar Guevara til tv-kanalen Canal N television ifølge AFP.

Helikopteren forsvandt onsdag. Om bord var otte sydkoreanere, en tjekke, en svensker, en hollænder og tre peruanere - to af dem besætningsmedlemmer, har helikopterens ejere oplyst.

Turisthelikopteren forlod byen Mazuco sent onsdag aften med kurs mod Cusco. Den forsvandt i regionen Hualla Hualla. Den befandt sig på det tidspunkt i 4725 meters højde cirka 140 kilometer fra Cusco.

Myndighederne håbede i første omgang, at helikopteren havde foretaget en nødlanding i bjergene.

Cusco er valfartssted for mange tusinde turister hver dag, og i omegnen ligger en af Perus største turistattraktioner, inkabyen Machu Picchu.

/ritzau/AFP