Alle bliver frelst og kommer i himlen

Hjørrings nyeste præst har været troende hele sit liv

HJØRRING:Menighedsrådene ved Sct. Hans og Sct. Olai sogne har det med at vælge små kvindelige præster. Den sidste, Bodil Egdal, målte sine halvanden meter, mens den nye, Hanne Nøhr Krüger, rækker seks centimeter længer. Om der er en forklaring er nok tvivlsomt al den stund, at det ikke er de samme to menighedsråd, der har siddet ved roret i 12 år. Så mange år er gået, siden Bodil Egdal rykkede ind i præsteboligen på Kirkegårdsvej. I disse dage er Hanne Nøhr Krüger med sin familie ved at indrette sig. Der mangler meget endnu. Men midt i al rodet står smukke blomsterbuketter, skænket af velmenende mennesker, som har budt den nye præst velkommen. Hanne Nøhr Krüger er i det hele taget overvældet af den modtagelse, hun har fået. Hun og familien har nu opholdt sig i Hjørring i godt en uge. Hun siger: Åbenhed - Hjørring er en dejlig by. Jeg mærker åbenhed og nærhed. Folk spørger til én, og det virker jo positivt, siger den nye præst, der indsættes i formiddag ved to gudstjenester i Sct. Olai Kirke og derefter i Sct. Hans Kirke, et stenkast fra, hvor hun bor. Hun har allerede bemærket sig, som noget usædvanligt, at tre af byens folkekirker ligger i umiddelbar nærheden af hinanden. Men det tilskriver hun, at det er tre gamle kirker, der blev bygget for mange hundrede år siden. Hun har også bemærket sig, at hankatten ”Katekismus” på 10 år ikke er faldet helt til ro endnu. Katten var ude at strejfe for nogle dage siden, men vendte dog hjem efter nogle timer. Anderledes md killingen ”Bette Mis”, der kom til familien kort før jul. Den må ikke komme ud endnu, for tænk, hvis den ikke kan finde hjem. Far klappede Ellers består Hjørrings nye præstefamilie af farmand Per Krüger og døtrene Sine på 10 og Anne på 14. Børnene havde ingen problemer med at flytte fra Arden til Hjørring. Og slet ikke farmand, der nærmest klappede i hænderne. Han har i fem år kørt fra Arden til Hjørring for at passe sit daglige job på Vendsyssel Sygeplejeskole, hvor han er IT-underviser. Det var nu ikke derfor, Hanne Nøhr Krüger søgte til Hjørring. Grunden var mere, at hun efter 12 år ved landsognet i Arden følte, at det måske ville være en god idé at søge til et større bysogn. Og da hun i Præsteforeningens blad så en annonce fra Hjørring om, at man søgte en præst, der skulle arbejde på tværs af sognegrænserne,. blev hendes interesse vakt: - At være en del af et større team tiltalte mig. Og så blev jeg klar over, at der er mange børnerige familier i de to sogne. Det var jeg ikke vant til, så jeg lagde billet ind på præstestillingen i Hjørring, siger Hanne Nøhr Krüger. Kendt med Vendsyssel Hun fortæller også, at familien er meget kendt med det vendsysselske. Selv har hun haft sin ungdomstid i Aalborg, hvor faderen var præst, manden er fra Sæby - og de har holdt mange ferier i Vendsyssel, som regel i Hirtshals, hvor de har booket sig ind på Danland: - Skulle der ske noget, skulle det være noget helt anderledes. Og det ser det ud til, siger Hanne Nøhr Krüger, der som en parantes fyldte 43 år i går. Fødselsdagen blev nu ikke fejret under nogen større festivitas. Tværtimod. Hele familien tog ned til den gamle præstebolig i Arden, hvor der blev gjort rent og ryddeligt i den 298 kvadratmeter store bolig, så nøglerne kunne afleveres med sindsro. En snak med Hanne Nøhr Krüger falder heldigt ud. Med det samme er hun på fornavn med én. Og i løbet af kort tid finder man ud af, at her har man en person, der er meget ligetil, tillidsfuld, naturlig og smilende. Og så ryger præsten cigaretter. De lange, af mærket Prince. Man får også at vide, at hun er blomsterinteresseret, elsker at cykle og spille badminton. Nu skal hun lige have fundet et par jævnbyrdige, som hun kan spille med. Præstefamilie Inden vi går over til mere dybereliggende spørgsmål fortæller hun, at hun denne fredag formiddag endnu ikke er gået i gang med sine forberedelser til sin tiltrædelsesprædiken: - Det går nok. Jeg har skabelonen i mit hoved, siger hun, der sagtens kan bruge fem timer, før hun afleverer sin prædiken. - Det er meget forskelligt, siger hun. Men som regel arbejder jeg i flere timer på mit kontor med en søndagsprædiken, siger hun. - Jeg har været troende hele mit liv. Og selv om jeg er vokset op i en præstefamilie, var der ikke noget med bordbøn, heller ikke at vi blev tvunget i kirke. Vi havde det frit og levede som en ganske almindelig familie, indtil min far døde som 46 årig - og jeg kun var 17 år. Heldigvis har vi min mor, der bor i Aalborg, og som stadig kan slå ud med arme og ben! Alles frelse Om det evige liv siger hun: - Jeg tror på alles frelse. Der er ingen, der bliver sorteret fra! - Heller ikke dem, der for alvor bryder loven? - Nej, slet ikke dem, lyder det fra præsten. Tænk på Jesus på korset. Han havde to forbrydere på hver sin side, og til den ene sagde han: ”Sandelig siger jeg dig, i dag skal du være med mig i Paradis.” - Du kan ikke læse nogen steder, at Jesus støder nogen fra sig. Julenat blev der også sagt, at i dag er der født jer en frelser, der er for alle. - Jesus støder ingen bort, hverken i liv eller død. Det er for mig essensen i kristendommen, siger den nye præst, der blev valgt ud af 25. Så godt gået af den kun 156 centimeter høje Hanne Nøhr Krüger.