EMNER

Alle bør have en god jul

- Har du råd til jul?

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Syv ud af DSU's 30 medlemmer i Hjørring var frysende på gågaden.

Sådan spurgte syv medlemmer af Danmarks Socialdemokratiske Ungdom, DSU, lørdag eftermiddag i gågaden. Underforstået selvfølgelig, at det er der nogen i Danmark, der måske ikke har. - Vi vil gerne sætte fokus på, at ikke alle har råd til at holde jul. Der er mange, der lever under fattigdomsgrænsen, og for eksempel ikke alle har råd til flæskesteg. Derfor samler vi ind i samarbejde med Dansk Folkehjælp, fortalte Nana Sølvkær. Hun er 17 år og går i 2. g på gymnasiet. Hun er aktiv i DSU Hjørring, som for nylig er genopstået. - Det er første gang, jeg er med til at arrangere sådan noget. For eksempel havde vi ikke søgt tilladelse til at stå i gågaden, men heldigvis fik vi lov at stå på FDM Travels fortov, forklarede Nana. Dansk Folkehjælp havde ordnet tilladelsen til at samle ind. De får de penge, der blev givet af julehandlende borgere. - Vi har betinget os, at pengene skal gå til deres julepulje, fortalte Nana. Sammen med de øvrige seks hop-frøs hun, selvom hun var i varmt tøj. - Jeg prioriterer DSU højt, og gør gerne det her i en god sags tjeneste, sagde Nana. De unge bød de julehandlende på en snak, saftevand, brunekager, pebernødder og kaffe. På det andet hjørne ved Vendelbopladsen solgte revydirektør Henrik Baloo Andersen sammen med nogle af Hjørring Revyens skuespillere revybilletter til år 2012 og revyøl, og rundt omkring i gågaden lød der julesang og julemusik fra levende sangere og brassbandsmusikere. Det hele blev afløst af Krummes Juletog og to kuske, der red gennem gaderne med juletræer på vognen bag to heste.